En mandag aften var jeg i teater. På en lille, intim scene, en ellers grå mandag aften i det spæde forår, oplevede jeg en historie folde sig ud og betage mig med både humor, alvor og skønhed.
Jeg har set meget teater på den scene i tidens løb. Jeg har selv opsat en række forestillinger dér, og kender scenen ud og ind. Men dén mandag aften var det alligevel, som om det var min allerførste gang.
På scenen stod Mette Rønne fra Kulturmarkt. Kun hun. Og et forhæng, et stativ med en bunke papirer, en lille pude samt – ikke mindst – en ganske lille, men på ingen måde, ubetydelig næse. Og så selvfølgelig Poul – ellers Mads, som han rigtigt hedder – bag lyspulten.
På en fin måde får hun hvirvlet sit publikum ind i et eventyr, om hvordan en karakterer – rolle – opstår, vokser sig større, venter og endelig møder sit publikum. Om hvordan man som skuespiller, og menneske, kan tage en maske på, når man er bange for at fejle, og i øvrigt har svært ved at stå ved sig selv. Samt om hvordan man kommer derhen, hvor man tør gøre det, man i virkeligheden drømmer om. Uden masken.
Udover en utroligt poetisk og rørende tekst, kunne jeg som publikum ikke undgå at blive fanget af skuespillerens – eller var det rollens – levende gestik. Jeg var der, ved siden af vuggen. Den var grøn. Jeg så det store pendul svinge, og jeg følte de store menneskemængder presse sig frem, i én stor skubben og masen.
Og jeg var ikke alene. Sammen med mig i teatermørket sad en række af byens egne unge skuespillere. Bagefter sagde én af dem til til mig, at hun godt kunne lide idéen om, at vi selv skulle forestille os, alt selv. At man ved hjælp af få rekvisitter kunne fortælle et helt eventyr ved at bruge publikums egen fantasi. En anden indvendte, at hun både var blevet meget inspireret og samtidig helt rørt hen mod slutningen. Jeg er enig.
