Coronakrisen har desværre sat en stopper for størstedelen af Danske Hospitalsklovnes 60 Klovneløb rundt om i landet. I stedet samles danskerne nu til ét landsdækkende virtuelt Klovneløb den 30.-31. maj, hvor hele familien kan være med.
Du vælger selv tid, sted og distance, og der er ruter fra alt mellem 2 km. og et maraton, når du tilmelder dig.
Udover frisk luft og en hyggelig dag, får alle deltagere tilsendt et startnummer, en klovnemedalje og en rød klovnenæse op til løbsdagen.
Søns sukkersyge satter skub i Marks virtuelle løb
Mark Laursen er stifter af Runners DK og manden bag Danmarks første virtuelle Klovneløb. Det er ikke nyt for Mark at engagere sig i Danske Hospitalsklovne. Tre gange tidligere har han arrangeret Klovneløb i Støvring med stor succes:
– Jeg har bare et hjerte for Klovneløb. Og for nylig blev jeg kun bekræftet i, at jeg måtte gøre noget for at indsamle flere penge til hospitalsklovnene, da min 11-årige søn fik konstateret sukkersyge og nu er tilknyttet hospitalet, fortæller han.
Løb for en hjertesag
For Mark har løb været en stor del af hans hverdag siden 2015, hvor han startede løbefællesskabet Runners DK. Runners DK består i dag af 85 løbefællesskaber med i alt 20.000 løbere fordelt over hele landet. Nu vil Mark bruge sin erfaring til at støtte en hjertesag:
– Formålet med Klovneløbet er at samle så mange som muligt i alle aldre og på alle løbeniveauer. Og så at samle penge ind til Danske Hospitalsklovne, fortæller Mark.
Han håber bare på, at alle får en god løbsdag, hvad enten de er erfarne løbere eller på gåben med de mindste børn.
Det koster 110 kr. at være med, og heraf går 70 kr. ubeskåret til Danske Hospitalsklovnes arbejde for indlagte børn.
I løbet af foråret og sommeren skulle der i år have været afholdt over 60 Klovneløb til fordelt for Danske Hospitalsklovne. De fleste Klovneløb er aflyst, og enkelte løb har rykket løbsdagen til efter sommer.
I 2019 gav donationer fra Klovneløbene 1,5 mio.kr. til Danske Hospitalsklovnes arbejde for indlagte børn.
Kilde:
Danske Hospitalsklovnes vigtigste opgave er at styrke indlagte børns livsglæde og livsmod, så de bedre kan stå sygdomsforløbet igennem. Vi møder og anerkender barnet der, hvor det er. I angsten, i glæden, i kedsomheden. Vi er en tryg hånd at holde i, når livet på hospitalet gør ondt.