Børn og unge vil fremover kunne få rådgivning og hjælp på BørneTelefonen, når de henvender sig i morgentimerne. Udvidelsen er mulig takket være et samarbejde mellem Børns Vilkår og Circle K samt danskernes køb af Børnekaffe.
Mange børn og unge har det svært om morgenen.
I en undersøgelse på BørneTelefonen.dk svarer over halvdelen, at de sjældent eller aldrig har lyst til at stå op om morgenen. Børnene fortæller, at de ikke har lyst til at stå op, fordi de har stressede morgener, er trætte, har skænderier i familien, problemer i skolen eller perioder med meget stress.
Derfor udvider BørneTelefonen nu åbningstiden i morgentimerne, så alle børn har et sted at få hjælp og en mulighed for at række ud til en voksen, der lytter.
”Vi vil gerne give børn de bedste forudsætninger for at få en god start på dagen. Derfor er det en glædelig nyhed, at vi nu holder morgenåbent på BørneTelefonen, hvor vi ved, at masser af børn har brug for en voksen at tale med,” siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.
I en prøveperiode med morgenåbent på BørneTelefonen har rådgiverne været i kontakt med knap 400 børn, og henvendelserne har drejet sig om blandt andet problemer i skolen, pres over faglige og sociale krav samt mobning.
En pige på 12 år fortæller fx, at hun er blevet hjemme, da hun af nogle større drenge bliver mobbet med, at hun er for tyk.
Rundt omkring i landet har opbakningen været stor, og det betyder, at der er solgt mere end 165.000 tusinde kopper Børnekaffe på landets Circle K stationer. Med et ekstra bidrag fra Circle K og fra Circle K’s kunder er der i alt indsamlet 1 million kroner.
”Vi er så utrolig glade for, at det med Børnekaffe-kampagnen lykkedes at samle penge nok ind til, at BørneTelefonen kan udvide sin åbningstid om morgenen. Kunderne har taget godt imod kampagnen, og vi har endda oplevet, at mange kunder har ønsket at bidrage med større beløb. Vores medarbejdere i butikkerne fortjener en kæmpe ros for deres store engagement, det er i høj grad takket være dem, at kampagnen er lykkedes så godt. Det er derfor med stor stolthed, at vi kan overrække en check på 1 million kroner til Børns Vilkår,” siger Mette Uglebjerg, som er administrerende direktør i Circle K Danmark
BørneTelefonen har nu åbent alle dage fra 9-02 året rundt.
Det fortæller børnene i morgentimerne
Dreng på 13 år føler sig truet og chikaneret af en 14-årig dreng på snapchat. Drengen truer med at dele billeder og sende dem til andre. Han taler meget grimt. Når han lukker den 14-årige ned på snapchat opsøger han ham gennem andre venner på de sociale medier. Han tør ikke gå i samme skole, da den 14-årige går på samme skole. Han vil gerne anmelde ham.
Pige på 11 år ringer og fortæller, at hendes mor lige har slået hende, da hun var gået hjem fra skole. Hun har det svært i skolen og valgte derfor at vende om. Mor blev meget sur og slog. Pigen fortæller, at moderen tit bliver sur og slår.
Dreng på 13 år fortæller at hans mor har begået selvmord om natten. Han ved ikke, hvem han skal tale med.
Pige på 12 år fortæller, at hun er blevet hjemme, da hun af nogle større drenge bliver mobbet med, at hun er for tyk. Hendes forældre kender til det, og de har snakket med skolen, men der sker ikke noget.
En dreng på 15 år fortæller, at han synes, at han både er grim, tyk og dum. Og det synes hans mor og søster og klassekammerater også. Drengen tør ikke gå i skole, da han skal aflevere en matematikopgave, som han slet ikke kan finde ud af.
Circle K Danmark er en af landets førende brændstofleverandører med over 100 års virke i detailhandelsbranchen. Circle K har over 270 stationer med tilhørende butik, hvoraf mange er døgnåbne. Hertil kommer 180 ubemandede stationer (INGO og 1-2-3) samt 30 truck-sites.
Circle K’s øvrige services omfatter bl.a. fyringsolie og diesel til opvarmning og industri.
Internationalt har Circle K-koncernen et bredt netværk af stationer i bl.a. Skandinavien, Polen, de baltiske lande og Nordamerika.
Kilde: Circle K