Det står klart og tydeligt i Serviceloven, at de ældre skal have mulighed for at kunne vælge mellem kommunal og privat pleje. Men i Brønderslev og 23 af landets andre kommuner er der ikke nogen privat plejeleverandør, så de ældre har reelt ikke noget frit valg. Det svarer til en fjerdedel af landets kommuner, viser en helt ny undersøgelse, som arbejdsgiver- og brancheforeningen KA Pleje har udarbejdet i samarbejde med SMVdanmark.
”Det er et kæmpe problem, at de ældre i Brønderslev og 23 andre kommuner reelt ikke har nogen valgfrihed, når det kommer til noget så væsentligt som personlig pleje. Det er stærkt problematisk, at så mange kommuner ikke lever op til det, der er intentionen i loven,” siger René Nord Hansen, KA Plejes politiske chefkonsulent.
Om kort tid præsenterer regeringen sit udspil til en ny ældrelov, og René Nord Hansen opfordrer politikerne til at gøre sikring af de ældres valgfrihed til en hovedprioritet.
”Fraværet af valgfrihed i 24 kommuner bør få alarmklokkerne til at ringe hos alle, der mener, at de ældre er gamle nok til at bestemme selv. Vi ved, at mange politikere ønsker at styrke og udbrede valgfriheden, så det bør være en hovedprioritet at lave en lov, der sikrer de rammer, der kan fremme de ældres frie valg,” siger René Nord Hansen.
Det er ikke kun politikerne på Christiansborg, der skal sikre valgfriheden. Det er i høj grad også en opgave for byrådsmedlemmerne i de enkelte kommuner.
”Vi mener i KA Pleje, at samarbejdet mellem det offentlige og de private aktører helt generelt bør styrkes, så vi kommer væk fra den der ”dem” og ”os”-tilgang, der desværre tit præger tankegangen. Vi har ikke grund til at tro, at den manglende valgfrihed skyldes uvilje fra politikernes side. Vi tror, at det mere handler om, at systemet skal blive bedre til at se mulighederne i at samarbejde med de private aktører,” siger René Nord Hansen.
Det er også byrådsmedlemmernes ansvar at sikre, at de timepriser, som kommunerne afregner de private leverandører med, er retvisende. Det er de ikke altid i dag – faktisk svinger priserne unaturligt meget fra kommune til kommune, viser undersøgelsen fra KA Pleje. Timeprisen i Brønderslev var 405 kroner pr. 1. november 2023, mens den i Viborg Kommune var 613 kroner.
”Hvis timeprisen ikke afspejler virkeligheden, skræmmer man de private aktører væk, og så forsvinder valgfriheden,” siger René Nord Hansen.
Han hører af og til geografi blive brugt som argument for, at der i nogle kommuner ikke er nogen privat plejeleverandør.
”Der er ingen privat leverandør i Brønderslev, men det er der til gengæld i alle nabokommunerne. Så jeg synes ikke, at geografi-argumentet holder,” siger René Nord Hansen.
Han opfordrer kommunerne til at søge inspiration hos hinanden.
”Kommunerne bør lave en form for best practice. For der er altså nogen, der godt kan få det til at fungere, og alle borgere har glæde af at kunne vælge en leverandør. Når man har et frit valg, styrker det borgerens opmærksomhed på kvalitet. Om man vælger en privat eller en kommunal leverandør er ikke afgørende for os, det er det frie valg i sig selv, der er velfærd,« siger René Nord Hansen.
For yderligere kommentar:
KA Plejes politiske chefkonsulent, René Nord Hansen, træffes på tlf. 82 132 122.