Den sidste live-streaming fra naturen er netop løbet hen over skærmen, og markerer således afslutningen på Det Online Naturmøde og en historisk weekend hvor naturen igen for alvor kom på den nationale dagsorden.
Derfor er det også svært for Naturmøde-chef, Jesper Lauritsen, at få armene ned, og han blev ifølge egne ord fuldstændig blæst bag over af danskernes modtagelse af verdens første online folkemøde, hvor mange har fulgt med hjemme bag skærmene og en deltagelse på et meget højt niveau.
-At mere end 40.000 gæster har været forbi os på Facebook er meget overvældende – og vigtigst af alt; gæster fra alle dele af landet. Danskernes mange spørgsmål, vi fik over 100 stk. i timen, og deres direkte kontakt til politikere og eksperter er det, der giver vores folkemøde en reel værdi, udtaler Jesper Lauritsen.
-Vi har opfundet et onlinekoncept, der appellerer til danskerne med en god blanding af underholdning, seriøse debatter, involvering og deltagelse. Der har været noget for alle, og vi mærker tydeligt, at danskerne bliver mere og mere optaget af naturen og de udfordringer og muligheder, vi står overfor, fortæller borgmester i Hjørring Kommune og formand for Naturmødets bestyrelse, Arne Boelt.
-At landets statsminister, miljøministeren og de øvrige toppolitikere valgte at deltage i vores online satsning, på trods af den aktuelle sundhedskrise, taler et tydeligt sprog, forsætter Arne Boelt og tilføjer, at naturen nu er kommet helt op i toppen af den politiske dagsorden.
-De mange politiske debatter viste en vilje til at arbejde på at give naturen mere plads og finde fælles løsninger, der kan fremme biodiversiteten, afslutter Arne Boelt.
Gå ikke glip af noget
Nåede du ikke at få det hele med i weekenden, ligger de mange debatter, talks og indslag nu tilgængelig på Naturmødets Facebook-side, hvor naturdebatten også fortsætter og gør Naturmødet til et 365-dages event.
Følg også med på www.naturmoedet.dk, hvor vi kan guide dig ud til alle indslag fra søndagens program, som med stor højde og kvalitet blev arrangeret af Naturmødet mange aktører og samarbejdspartnere.
Det Online Naturmøde er blevet en realitet med støtte af Naturmødets sponsorer, Aage V Jensens Fonde, Spar Nord Fonden og 15. Juni Fonden, som lige fra starten har troet på den store satsning, som nu har båret frugt. Konceptet ‘Livesending fra naturen’ blev bragt i samarbejde med Fonden Kaj Kjær Flora og Fauna.
Kilde: Hjørring Kommune/Naturmødet
Om:
Naturmødet er et årligt nationalt folkemøde om naturen. I år kunne du være en del af verdens første digitale folkemøde, da den stod på dansk naturdebat og naturoplevelser hjemme hos dig selv fra den 15.-17. maj.