En Hundepatrulje blev torsdag morgen opmærksom på en bilist i Brønderslev, der virkede noget mistænksom og som kørte voldsomt ud fra Q8 tanken på Jerslevvej. Patruljen ville derfor standse bilisten, men da bilisten fik øje på politiet, forsøgte han at køre fra patruljen via Markedsvej, Nørregade mm. Flere gange undervejs i biljagten overtrådte den mistænkte færdselsreglerne, så andre billister måtte undvige.
På Krogensgade i Brønderslev blev den 26 årige mand fra Hjørring standset, og da betjentene henvendte sig til manden, kunne de med det samme lugte, at han havde drukket alkohol. Desuden havde han snøvlende og usammenhængende tale, hvorfor betjentene også vurderede, at han var påvirket af stoffer.
Han blev testet for påvirkning af både alkohol og narkotika, og begge test gav udslag. Manden forklarede selv, at han havde taget amfetamin og kokain, samt at bilen, en sort Kia Picanto, var stjålet. Derudover havde han heller ikke kørekort.
Han blev sigtet for de forskellige forhold, og bilen blev konfiskeret grundet vanvidskørsel. Politiet søger vidner til biljagten gennem Brønderslev by, har du set noget, så ring venligst 114 fortæller Politikommisær Michael Karstenskov hos Nordjyllands Politi.