De tre lyrikekvilibrister Pharfar, Blæs Bukki og Eaggerman er tilbage! Sammen kalder de sig Bikstok, og Bålhøj Festival er glade for at præsentere ét af landets førende dancehall- og reggae-navne. Eller som de selv siger: en danskhall-trio!
I 2005 satte Bikstok Røgsystem, som de tidligere kaldte sig, gang i en ny bevægelse indenfor dansk musik med deres debutalbum ”Over Stok Og Sten”, hvor især numrene hits som “Cigar” og “Fabrik” blev kendte. Et album som sidenhen har stadfæstet medlemmerne som ikoner på den danske musikscene. Trioen var nemlig nogle af de første til at give den jamaicanske dancehall-musik et dansksproget univers, og det gjorde de med stor humor, sproglig opfindsomhed og musikalitet.
Siden har de været på tour, og de har alle 3 også haft gang i deres personlige projekter, indtil de sammen i 2013 udgav singlen Delirium og ti år efter debutalbummet udsendte opfølgeren ”Uranium”. Med den EP trak Bikstok referencer til dengang, de tre rutinerede kamphaner startede dansk dancehall, og de præsenterer os for det illusoriske Uranium, og en tid hvor alting var federe. Singlen ”80éren” røg da også ind som Ugens Uundgåelige på P3.
Nu er Bikstok helt aktuelle igen, for 2019 begyndte med, at Bikstok udgav den nye single “Gondolagoz”. En tredjedel af gruppen, Blæs Bukki, har til musikmagasinet Gaffa udtalt, at Gondolagoz er et kraftråb. Gondolagoz er præcis, hvad dommerne burde sige i X-Factor i stedet for altid at sige, at det hele er “fantastisk”.
En koncert med Bikstok tager lyden af jamaicanske reaggebeats med sig, når de fyrer op under deres publikum fra scenen. Det bliver også godt at genhøre omkvædet ”arbejd’-arbejd’” fra sangen ”Fabrik” og endnu mere dansksproget-dancehall.
Med Bikstok er endnu en musikgenre og periode i dansk musikliv præsenteret på Bålhøj Festival, og billedet bliver endda endnu mere komplet, når de sidste navne offentliggøres cirka 1. april. Bare vent! Hold øje med hjemmesiden www.fowli.dk, hvor alle nyheder bringes, og hvor der også kan købes billetter frem til en uge før Bålhøj Festival, der afholdes lørdag 10. august i Øster Brønderslev.
Kilde: Per Drustrup, Fowli.dk