Gør dit hjem mere bæredygtigt
Indblik er i denne uge skrevet af Mette Qvist, der er direktør i Green Building Council Denmark.
Bæredygtighed er ikke længere blot et buzzword forbeholdt eliten. Begrebet gennemsyrer i dag – heldigvis – langt de fleste brancher og har udviklet sig til at være en integreret del af den måde, vi tænker forretning på.
Det gælder også for byggeriet, hvor branchen de senere år har udviklet et stærkt fokus på bæredygtighed. Men hvad kan man egentlig gøre som privatperson, hvis man ønsker at bo mere bæredygtigt?
Tænk helhedsorienteret
I Green Building Council Denmark arbejder vi med en helhedsorienteret tilgang til bæredygtighed. Det betyder, at der er mange parametre, der spiller ind, når vi vurderer et byggeris bæredygtighed. Det handler nemlig ikke kun om at benytte de rigtige materialer.
I nogle tilfælde kan det være mere bæredygtigt at anvende for eksempel plastic eller beton i et byggeri, end udelukkende at benytte træ, hvis det kan være med til at gøre byggeriet mere energieffektivt, lettere at gøre rent og vedligeholde eller måske helt enkelt blot forlænge byggeriets levetid.
For jo længere et byggeri består, jo færre ressourcer skal der bruges på renoveringer eller måske endda nedrivning og genopbygning eller i sidste ende et helt nyt byggeri. Det er dét, vi kalder en livscyklusvurdering.
Står du overfor at bygge dit eget hus, er det også vigtigt, at du gør dig tanker om æstetikken. Det kan lyde banalt, men et smukt og enkelt byggeri får ofte lov at bestå længere end byggerier, der enten for kedelige eller endog det modsatte: overdesignede.
Sidst men ikke mindst skal du også overveje økonomien. Det kan give rigtig god mening at investere lidt ekstra i slidstærke og energieffektive materialer og komponenter i byggefasen, da der tit er mange penge at spare på driftsøkonomien, hvis et byggeri er gennemtænkt fra start.
Derudover findes der i de større byer i Danmark flere eksempler på lejlighedsbyggerier, som er opført så dyrt, at det er umuligt for almindelige mennesker at have råd til at bo der. Den udfordring er mindre på det private boligmarked, men det kan være svært at sælge et lækkert hus, hvis det er så dyrt, at der kun er ganske få, der har råd til at købe det.
Renovering er oftest det mest bæredygtige
Det kan lyde som om, det kun er muligt at bygge bæredygtigt, hvis man vil bygge nyt. Men det er selvfølgelig langt fra rigtigt. Faktisk er det allermest bæredygtige, man overhovedet kan gøre, at renovere på den eksisterende bygningsmasse.
Ved at fokusere på cirkulær økonomi og genanvende så mange materialer som muligt i en renovering, er der både mange penge at spare og gode point på bæredygtighedskontoen. Det kræver nemlig ikke lige så mange naturlige ressourcer at renovere, som det gør at bygge nyt. Og samtidig forlænger man levetiden på den eksisterende bygning, og nedbringer derved det samlede CO2-aftryk for de materialer, byggeriet oprindeligt er opført af.
Bæredygtighedscertificering af énfamilieshuse
I Green Building Council Denmark har vi siden 2012 bæredygtighedscertificeret en lang række større byggerier som eksempelvis kontorejendomme, skoler, hospitaler og lejlighedskomplekser via den såkaldte DGNB-ordning – både nye bygninger og renoveringsprojekter.
Ordningen er blevet vel modtaget i byggebranchen, og derfor har vi i samarbejde med flere typehusproducenter gennem de seneste år arbejdet på at udvikle en lignende model for bæredygtighedscertificering af énfamilieshuse, som vi forventer at have klar i slutningen af indeværende år eller i starten af næste år. Med tiden håber vi, at det vil bidrage til et større fokus på bæredygtighed – også når det kommer til private boliger.
Og selvom man ikke lige står og har planer om at få en bæredygtighedsplakette på væggen, kan DGNB-kriterierne benyttes som et redskab til at vurdere, om man er på rette spor i forhold til at gøre sit hjem mere bæredygtigt. Vores mål er ganske simpelt at bidrage til, at den samlede bygningsmasse i Danmark bliver så bæredygtig som overhovedet muligt. Det gavner både os selv, de fremtidige generationer og vores planet.
Kilde: Boligsiden