Økologi, lokale råvarer, flere grøntsager og mindre madspild. Det er nogle af de ingredienser, som de næste tre år sætter ekstra krydderi på undervisningen i madkundskab på Klarup Skole. Det sker som en del af projektet “Gastro & Sustain”, hvor elever fra Aalborg arbejder sammen med skoler i Slovenien og Spanien om bæredygtig madkultur.
Bæredygtighed i skolekøkkenet
Via “Gastro & Sustain” skal de unge lære, hvordan de bedre udnytter lokale råvarer og tænker bæredygtighed ind i madlavningen. Men også om spisevaner, der både er sunde for den enkelte og for klimaet.
“Vi ved, at mad sætter et stort aftrykt på klimaet. Derfor indgår ansvarligt forbrug og produktion af fødevarer også i FN’s 17 verdensmål. I Danmark smider vi 700.000 tons mad ud hvert år. De 260.000 tons stammer fra private husholdninger. Det er voldsomme mængder, og vi skal blive meget bedre til at begrænse madspild. Her er det vigtigt at få de unge på banen som ambassadører,” siger Per Clausen, der er rådmand i Klima og Miljø i Aalborg Kommune.
“Mange unge interesserer sig allerede for madlavning, og faktisk er madkundskab et af de mest populære valgfag på 7. og 8. klassetrin,” fortæller Astrid Witt, der er afdelingsleder for mellemtrinnet på Klarup Skole og skolens tovholder på projektet “Gastro & Sustain”. Hun understreger, at de unge ikke kun vil have pizza og pasta: “Mange elever har stærke holdninger til fødevarernes oprindelse, og en del er vegetarer eller veganere.”
I uge 20 får unge fra Slovenien mulighed for at stifte bekendtskab med det danske køkken. Til efteråret tager eleverne fra Klarup til Spanien og får også besøg af de spanske unge. Og i foråret 2023 besøger Klarup det slovenske køkken, der er en kombination af delikatesser fra Middelhavet og Centraleuropa. Under besøgene får eleverne både praktisk og teoretisk undervisning i bæredygtig fødevareproduktion og madlavning.
Grønne besøg i det nordjyske
De danske og slovenske unge skal sammen besøge Kornets Hus i Hjørring, Lille Østergård i Brønderslev, restauranten Alimentum i Aalborg og Kærsholm Overgaard ved Mou.
Direktør Simon Kvist Bjerre fra Alimentum ser frem til at få besøg af de unge og siger: “Vi glæder os til at invitere de unge ind i vores køkken. Men også til at vise dem, at vores råvarer kommer fra en nærliggende gård, hvor der bliver dyrket 100% økologiske grøntsager, spiselige blomster og opdrættet grise og fjerkræ.” Restauranten håber desuden, at projektet øger de unges interesse for at uddanne sig inden for kokkefaget.
Program for besøg fra Slovenien i uge 20:
Besøg på Kornets Hus i Hjørring, tirsdag 17. maj kl. 11.00 til 14.00
Eleverne lærer om kornets vej, tradition, brug og egenskaber via forløbet “Fra Mark til Mave”. Der bliver bagt boller og rugbrød.
Besøg på Alimentums gård Lille Østergård i Brønderslev , tirsdag 17. maj kl. 14.30 til 17.30
Besøget giver baggrundsviden om bæredygtig drift, dyrkning og brug af råvarer. Der bli-ver høstet grønt og lavet mad på bål.
Besøg på restaurant Alimentum i Aalborg, onsdag 18. maj 2022 kl. 09.00 til 12.00
De unge lærer at lave mad og saft.
Besøg på det økologiske landbrug Kærsholm Overgaard ved Mou, fredag 20. maj 2022 kl. 12.30 til 14.00
De unge lærer om kvæg- og mælkeproduktion.
Kilde: Aalborg Kommune