“Når nu de rigtige ikke kunne komme, så synes jeg, det er en rigtig god erstatning”, siger Arne Mogensen fra BASaren i Nørregade med et smil på læben. Det han snakker om, er koncerten den 10. december kl. 20.00, hvor AC/DC-coverbandet Back In Black besøger BASaren.
”Vi har måtte udvide scenen, da de kommer med et stort sceneshow, hvor der blandt andet er kanoner med på scenen”, fortæller Arne Mogensen, som også fortæller, at der har været meget forhåndsinteresse for koncerten, men at der endnu ikke er udsolgt.
Back In Black’s force er den sikre og troværdige levering af det klassiske AC/DC-repertoire med rod i 70-udgivelserne. Her taler vi om numre som “Whole Lotta Rosie”, “Jailbreak”, “TNT” og ikke mindst “Highway to Hell”. Et par genhør med de nyere klassikere fra tiden med Brian Johnson bliver det også til, for hvad er en AC/DC-aften uden “Hells Bells”, “You Shook Me All Night Long” og, selvfølgelig, “Back in Black”?
Back In Black sætter en ære i at spille AC/DC så tæt på originalerne som muligt, og de leverer et sceneshow med rigtig meget “knald på”.
Dermed er der lagt i kakkelovnen til et se- og høreværdigt “allmost the real thing”-show med Back In Black.
Billetter sælges i forsalg fra www.basbio.dk og i døren fra kl. 19.00
Efter denne koncert holder koncertgruppen til en gang i januar, men BASaren ligger ikke stille.
Biografen viser film, og der gøres også klar til årets salg af fyrværkeri, nytårspynt samt spøg og skæmt, som sælges mellem jul og nytår for at skaffe penge til næste års kulturelle arrangementer.
Kilde: BASaren