Bibliotekerne står sammen om Ukraine – og du er inviteret med.
For bibliotekerne er det fortsat et vigtigt indsatsområde at have fokus på Ukraine og de flygtende ukrainere, som kommer til Danmark. Derfor er flere af landets biblioteker, inklusive Brønderslev Bibliotek, gået med i et samarbejde med indsatsen ”Sammen for Ukraine” for at oplyse danskerne om situationen i
Ukraine, men også give danskerne en smagsprøve på det folkefærd, som vi nu i højere grad kommer til at stifte mere bekendtskab med.
Få et unikt indblik i Ukraines situation
Torsdag den 16. juni inviterer Brønderslev Bibliotek sammen med 30 andre biblioteker landet over til et fælles arrangement, hvor Ukraine er på dagsordenen. ”Sammen for Ukraine” har sammensat et program, der bliver livestreamet direkte fra DR Byen på bibliotekets storskærm. Her kan publikum opleve et stjernespækket program med blandt andre Steffen Brandt akkompagneret af pianist Christoffer Møller samt den ukrainske sangerinde Taya Lukashova, som vil sætte stemningen med smukke fredssange og fællessang. Herudover vil generalsekretær for Dansk Røde Kors Anders Ladekarl give en status på den nuværende situation i Ukraine.
Vi ser livestreamingen sammen på Brønderslev Bibliotek, og efterfølgende får vi besøg af en oplægsholder fra en humanitær organisation, som vil give et større indblik i, hvordan en krigssituation udspiller sig. Søren Dosenrode, Lektor ved Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet, vil stå live på scenen på Brønderslev Bibliotek og fortælle om, hvad det er for en slags arbejde, de varetager i Ukraine. Hvordan arbejder de med nødhjælp, menneskerettigheder, ytringsfrihed og overholdelse af krigens regler? Hvad betyder konflikten og krigen for resten af verden – også på længere sigt? Mange af de spørgsmål kan du få svar på lige netop til dette arrangement.
”Det er vigtigt, at vi bibeholder fokus på Ukraines situation. Situationen i Europa har forandret sig radikalt, og bibliotekernes rolle er bl.a. at understøtte danskernes læring i at få adgang til fakta og eliminere fake news. Derfor bakker vi op om dette arrangement, hvor lokalsamfundet kan lære endnu mere om det ukrainske folkefærd, men også få et unikt indblik i det arbejde, som vores humanitære organisationer er ansvarlige for i krigsramte områder. Vi håber, at mange borgere vil tage sig tid til at møde op til en inspirerende aften med gode oplæg og smukke fredssange og fællessang”, siger Bente Kristoffersen, bibliotekschef på Brønderslev Bibliotek.
En del af noget større
Arrangementet er en del af initiativet ”Sammen for Ukraine”, hvor DR og TV 2 arbejder sammen med en lang række humanitære hjælpeorganisationer om forskellige indsatser til fordel for ofrene i Ukraine.
Arrangementet den 16. juni er blevet tilbudt landets biblioteker og er støttet af Udenrigsministeriet.
”Sammen for Ukraine” – torsdag den 16. juni kl. 19-20.30 på Brønderslev Bibliotek. Gratis.
De deltagende biblioteker er:
- Aalborg Bibliotekerne
- Herning Bibliotekerne
- Vejle Bibliotekerne
- Odense Bibliotekerne
- Roskilde Bibliotekerne
- Gentofte Bibliotekerne
- Holbæk Bibliotekerne
- Randers Bibliotek
- Horsens Bibliotek
- Frederikssund Bibliotek
- Faxe Bibliotek
- Sorø Bibliotek
- Brønderslev Bibliotek
- Frederikshavn Bibliotek
- Viborg Bibliotekerne
- Hørsholm Bibliotek
- Biblioteket Sønderborg
- Hillerød Bibliotek
- Furesø Bibliotek sammen med Farum kulturhus og Furesø Museerne
- Jammerbugt Bibliotekerne
- Hedensted Bibliotekerne
- Lemvig Bibliotek
- Gladsaxe Bibliotekerne
- Faaborg Midtfyn Bibliotekerne
- Solrød Bibliotek og Kulturhus
- Kerteminde Bibliotek
- Lolland Bibliotekerne
- Brønshøj Bibliotek
- Vejen Kommunes Biblioteker
- Skive Bibliotek
- Syddjurs Bibliotek
Kilde: Brønderslev Bibliotek