Mejerikoncernen har indgået en rekordstor aftale med Better Energy om strøm fra fire nye solcelleparker.
Fire nye solcelleparker skal fremover dække ca. en tredjedel af Arlas strømforbrug i Danmark. Sådan lyder planerne for et nyt samarbejde mellem Arla og det vedvarende energiselskab Better Energy. Solcelleparkerne vil producere ca. 250 GWh grøn strøm om året. Det svarer til det årlige gennemsnitlige energiforbrug for 156.000 danskere, og er dermed den største tilførsel af ny støttefri grøn strøm gennem en elkøbsaftale fra en dansk virksomhed.
Arla har netop offentliggjort et nyt 2030-klimamål med en målsætning om at fordoble sit CO2 reduktionsmål i driften fra 30 til 63 pct. frem mod 2030. Som en del af den nye klimastrategi vil Arla konvertere til 100 pct. grøn strøm i Europa inden udgangen af 2025. Det skal ske via købsaftaler omgrøn elektricitet og investering i vind- og solprojekter. Og nu er Arla klar med næste store skridt på den del af klimarejsen.
I aftalen med Better Energy forpligter Arla sig over en 10-årig periode til at aftage langt hovedparter af strømmen fra de fire nye solcelleparker.
”I Arla investerer vi og vores landmænd løbende i nye initiativer og effektiviserer alle led fra ko til køledisk, så vi mindsker vores udledning og energiforbrug. Det gælder alt fra klimatjek på gårdene til reduktion af madspild, bæredygtige emballager og grøn strøm,” siger Helle Müller Petersen, landedirektør i Arla Danmark.
Og en betydelig andel af Arlas udledning fra mejerier og logistik kommer netop fra strømforbruget, fortæller Helle Müller Petersen. Derfor er det en Arlas klare målsætninger at gøre brug af 100 pct. grøn strøm inden udgangen af 2025:
”Allerede i dag bruger vores knap 300 økologiske landmænd og vores største mejerier udelukkende grøn strøm. Aftalen med Better Energy er endnu et skridt på vejen mod at være selvforsynende med grøn strøm, og så er det samtidig en måde, hvorpå Arla kan bidrage til at øge produktionen af grøn energi i Danmark”.
Solcellerne giver grøn strøm i starten af 2024
Den første strøm fra solcelleparkerne forventes at blive leveret i start 2023, og alle parkerne vil efter planen være klar til at levere strøm senest i starten af 2024. Better Energy er ansvarlig for opførslen, driften og vedligeholdelsen af de i alt 280 hektar solcelleparker, hvilket svarer til størrelse på ca. 100 fodboldbaner per solcellepark.
Better Energy glæder sig over det nye samarbejde med Arla:
”Vi er glade for, at Arla har valgt at købe ny grøn strøm, der har reel effekt på den grønne omstilling i Danmark. Arla har et omfattende produktionsapparat i Danmark, og det er oplagt, at det skal drives med bæredygtigt, fossilfrit, danskproduceret strøm. Der er sket en mindre revolution indenfor solkraft de seneste år, og det er både glædeligt og klogt af Arla, at de tænker solkraft ind i deres værdikæder,” siger Rasmus Lildholdt Kjær, administrerende direktør i Better Energy.
De fire solcelleparker vil alle få beliggenhed i Danmark. Den første park bliver bygget i Ebberup i Assens Kommune, mens den endelige placering af de resterende tre parker afventer godkendelse.
Fakta om solcelleparkerne
- Solcelleparkerne vil producere ca 250 GWh svarende til ca. 156.000 gennemsnitsdanskeres årlige energiforbrug.
- Arla har i samarbejde med Better Energy indgået en 10-årig aftale (Power Purchase Agreement), hvor Arla forpligter sig til at aftage langt hovedparten af strømmen fra de fire solcelleparker.
- Solcelleparkerne er udkommet af Danmarkshistoriens største elkøbsaftale om tilførsel af ny støttefri grøn strøm til elnettet.
- De nye solcelleparker vil bestå af fire parker på fire forskellige lokaliteter på dansk jord. Den førstepark bliver bygget i Ebberup i Assens Kommune, mens placeringen af de resterende tre parker afventer endelig godkendelse.
- De fire solcelleparker vil fylde ca. 70 hektar pr solcellepark, svarende til godt 100 fodboldbaner. I alt bliver solcelleparkerne dermed være 280 ha.
- Denne aftale er et stort skridt imod at opnå Arlas målsætning om at 100 pct. af deres strømforbrug i Europa skal komme fra vedvarende energikilder inden udgangen af 2025, hvilket hovedsageligt skal ske via købsaftaler om grøn elektricitet og investering i vind- og solprojekter.
- Solcelleparkerne er en del af Arlas nye klimamål, hvor Arla Foods har mere end fordoblet sin målsætning for at reducere udledning af drivhusgasser i driften fra 30 til 63 pct. frem mod 2030.
- Det nye 2030-mål er netop blevet godkendt af Science Based Targets-initiativet (SBTi) i overensstemmelse med de reduktioner, der kræves i scope 1 og 2 for at holde opvarmningen på maksimalt 1,5 °C, som er det mest ambitiøse mål i Paris-aftalen.
- Arla er en af blot 61 føde- og drikkevareproducenter i verden og et af de første andelsmejerier, der har fået godkendt en 1,5 °C-målsætning af SBTi.
Kilde: Mejeriforeningen