Gudstjenesten allehelgensdag skaber gennem bønner, salmer og musik et særligt rum til at mindes og sørge over dem, vi har mistet. I mange kirker bliver navnene på dem, som i årets løb er døde, læst op. Nogle steder tænder man lys for dem.
I nogle familier er der tradition for at besøge familiens gravsteder til allehelgen.
Allehelgen har en lang historie i Danmark. I middelalderen mindedes man særligt helgenerne og martyrerne, altså dem, som døde for deres tros skyld. Nu fejrer vi allehelgen i folkekirken til minde om alle vore døde. I mange kirker læser man navnene op på dem, der i årets løb er døde, og det er almindeligt at besøge gravstedet og tænde lys netop denne dag.
Ved mange kirker er der tradition for at sende en særlig indbydelse til de pårørende til dem, der er begravet eller bisat fra kirken i årets løb. Derfor er det også blevet tradition for mange at gå til gudstjeneste allehelgenssøndag i den kirke, ens kære er begravet fra og besøge gravstedet sammen.
Oprindeligt lå allehelgen fast den 1. november som en særlig højtid. Siden helligdagsreformen i 1770 falder allehelgen første søndag i november i kirken. Men der knytter sig stadig mange traditioner til dagene omkring, særligt aftenen før, allehelgensaften den 31. oktober.
Allesjælesdag
Allesjælesdag er en katolsk helligdag, som falder den 2. november. Her går man i forbøn for de dødes sjæle. I middelalderen bad man om, at de døde måtte få afkortet deres pinsler i skærsilden. Efter reformationen blev Allesjælesdag afskaffet i Danmark, fordi man i den evangelisk-lutherske kirke lagde afstand til forestillingen om skærsilden. I stedet markeres troen på, at alle, der er døbt, har fået løftet om det evige liv.
Allehelgen, som oprindeligt gjaldt de katolske helgener og kristne martyrer, er altså i folkekirken blevet en dag både til minde om vore egne døde og alle kristne, som har levet før os.
Kilde: Folkekirken.dk