Over 40 glade bordtennisspillere var mødt op, da BI bordtennis sluttede året af med masser af kampe på BI centeret. Samtidig blev afslutningen brugt til at sende Bjarke Krog godt af sted til VM i Ping Pong.
”Jeg tror aldrig, vi har set så mange spillere til en sæsonafslutning. Jeg er stolt af at se en god blanding af mænd og kvinde i alle aldre. Og så er det fedt, at vi kan sende en af klubbens egne spillere af sted til VM i Mexico”, sagde formand Jens Knudsen til de mange fremmødte, inden de blev fordelt ved alle bordtennisbordene.
Bjarke Krog spillede med det sandpapirsbat, han skal spille med til VM, mens alle andre spillede med deres almindelige bat. Og selv om hygge var i centrum og snakken var lystig, så blev der både kæmpet og svedt ved bordene.
”Forskning viser, at bordtennis er sund for både krop og hjerne. Og bordtennis er et sjovt spil, både når man spiller elite, og når man er nybegynder. Vi har plads til alle. Specielt gruppen af 60 + er steget markant”, fortæller Jens Knudsen i en pause inden finalerunderne.
Vinderne af de forskellige rækker blev:
Karin Jensen, Per Wahlberg, Amalie Nørgaard Jensen og Bjarke Krog
Doublerækken blev vundet af: Jan Lynge og Per Wahlberg
Efter kampene samledes alle i cafeteriaet til mad, snak og hygge.