Volleyballklubben VK Vendsyssel er blandt modtagerne af Nordjyske Banks Foreningspris 2026. Prisen ledsages af en økonomisk støtte på 50.000 kroner, som klubben vil anvende til både udstyr og sociale aktiviteter.

Nordjyske Bank har siden 2019 uddelt Foreningsprisen til foreninger i Nordjylland, der bidrager til lokale fællesskaber og fremmer lysten til motion. I år blev i alt 218 foreninger indstillet, og VK Vendsyssel fra Jerslev og Brønderslev-området er en af tre udvalgte vindere.

  • Der findes mange nordjyske foreninger, hvor frivillige ildsjæle engagerer sig i at skabe gode rammer for de lokales fritidsliv. Det er vigtigt for sammenhængskraften i de nordjyske byer og lokalsamfund, og VK Vendsyssel er et glimrende eksempel på en forening, der skaber glæde for mange – både unge som voksne. Derfor er klubben at finde blandt vinderne af dette års Foreningspris, fortæller Claus Andersen, der er bankdirektør i Nordjyske Bank.

VK Vendsyssel har siden 1968 arbejdet med at udbrede volleyballsporten i området. Klubben har i dag omkring 130 medlemmer og rummer både børn, unge og voksne på forskellige niveauer.

I klubben ser man prisen som en anerkendelse af det frivillige arbejde, der ligger bag den daglige drift.

  • Vi er meget glade for prisen, der er en stor anerkendelse af det flotte arbejde, som rigtig mange frivillige ligger i vores forening. Pengepræmien skal gå til nye bolde, som er en dyr post for en mindre forening som vores. Vigtigst af alt skal pengene også bruges på, at vi kan lave nogle flere sociale aktiviteter på tværs af klubben, fortæller Kristian Winther Møgelmose fra VK Vendsyssel og fortsætter:
  • I VK Vendsyssel er det sociale i højsædet, og det er især arrangementer som klubbens årlige julearrangement for alle og mindre ture, der skaber glæde og sammenhold blandt klubbens medlemmer. Det skal ikke være medlemmernes økonomiske formåen, der bestemmer, om de kan deltage i arrangementerne. Derfor vil vi som klub gerne kunne give økonomisk opbakning til dem, som har brug for det.

Vinderen er fundet på baggrund af indstillinger og stemmer fra borgerne, hvorefter en uafhængig dommerkomité har udpeget de endelige modtagere. I vurderingen af VK Vendsyssel har særligt klubbens fokus på fællesskab og sociale aktiviteter haft betydning.

  • Klubben er et tydeligt eksempel på en forening, hvor fællesskab er det vigtigste, og vi er glade for at kunne støtte foreningens ønske om at tilbyde flere arrangementer til alle klubbens medlemmer, afslutter Claus Andersen.

Kontakt:
Bankdirektør Claus Andersen, Nordjyske Bank – tlf. 6161 4504, e-mail: ca@nordjyskebank.dk
Presseservice: Line Jespersen, Publicity – tlf. 2721 8482, e-mail: line@publicity.dk

Kilde og foto: Nordjyske Bank