Efter en lang vinterpause er det i weekenden tid til sæsonstart for den danske racerkører Victor Nielsen. Den 18-årige nordjyde åbner sin sæson i ADAC GT4 Germany – og gør det i nye farver hos FK Performance. Samtidig bliver det hans første løb på den ikoniske Red Bull Ring i Østrig, som også danner ramme om Formel 1.

– Målet er klart for sæsonen. Med skiftet til et af de førende teams i GT4 skal vi op og blande os i toppen. Det vil vi gerne vise allerede fra første løb, så vi skal have point på kontoen fra start, siger Victor Nielsen.

Den danske Team Danmark-atlet går ind til sæsonen efter en vinter med intensiv forberedelse. Timerne er blevet brugt i simulatoren og på fysisk træning, og i sidste uge deltog han i seriens officielle test – netop på Red Bull Ring.

– Jeg har virkelig savnet at køre ræs. Vinteren har været lang, og der er lagt mange timer i både simulator og træning for at stå skarpt nu. Så jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang og få sat det hele sammen i en rigtig løbsweekend, siger han og fortsætter:

– Mit mål i weekenden er simpelt: at sikre gode mesterskabspoint.

Skiftet til FK Performance har allerede haft stor betydning for den unge kører, som oplever et markant løft i både struktur og detaljeniveau.

– Jeg har fået en enestående mulighed med skiftet til det her team. Det er et virkelig professionelt setup, og jeg kan mærke en helt anden opmærksomhed på stort set alle detaljer. Uanset om det er bilen, opsætning eller taktik – alt er optimeret, og det er megafedt at være en del af, fortæller Victor Nielsen.

Testdagene op til sæsonstart bød på udfordringer. Skiftende vejrforhold gjorde det vanskeligt at sammenligne tider på tværs af feltet, men gav samtidig værdifuld erfaring.

– Testen var lidt kaotisk med vejret. Det skiftede fra tørt til vådt og tilbage igen, så jeg var på hårdt arbejde med at optimere og lære banen. Derfor er det også svært at sige præcist, hvor vi står i forhold til konkurrenterne. Men jeg fik en masse gode omgange, jeg fik lært banen – og selvom det er første gang, jeg skal køre løb hernede, føler jeg, at jeg hurtigt fandt farten, siger han.

ADAC GT4 Germany er en af Europas mest populære GT4-serier og tiltrækker stor opmærksomhed. Sidste år var der i gennemsnit over 60.000 tilskuere til løbsweekenderne, og serien bliver transmitteret i en lang række lande – herunder Danmark.

Danske motorsportsfans kan følge med hjemmefra via Viaplay samt ADAC’s YouTube-kanal. Lørdagens løb sendes fra kl. 17:30, mens søndagens løb starter kl. 10:00.

Fakta
Serie: ADAC GT4 Germany
Kører: Victor Nielsen
Team: FK Performance
Bil: BMW M4 GT4 EVO
Bane: Red Bull Ring (Østrig)
Format: 2 kvalifikationer + 2 løb
Følg med: Viaplay Sport + ADAC YouTube

Kilde: VTN Racing