Af Thomas Skovgaard, folketingskandidat, moderaterne nordjylland.

ADHD er ikke bare en diagnose i en rapport for mig.

Jeg har det tæt inde på livet.

Jeg har set et barn komme hjem fra skole og sige: “Jeg prøver virkelig. Men jeg kan ikke lade være.”

Ikke fordi viljen mangler.

Men fordi kroppen og tankerne kører hurtigere end systemet.

I næsten hver eneste skoleklasse i Nordjylland sidder der et barn med ADHD. På en arbejdsplads med 50 ansatte arbejder der typisk én eller to. De er allerede en del af fællesskabet.

Spørgsmålet er, om fællesskabet er indrettet til dem.

For nylig sagde en nordjysk direktør til mig:

“Havde jeg gået i skole i dag, var jeg nok blevet medicineret. I stedet byggede jeg en virksomhed.”

Han beskrev en barndom med krudt bagi, svært ved at sidde stille, altid i gang. I dag leder han en virksomhed med mange ansatte og millionomsætning.

Det, der engang blev kaldt uro, blev senere kaldt handlekraft.

Evnen til at træffe hurtige beslutninger.
Modet til at tage risiko.
Hyperfokus, når noget virkelig gælder.

Det er ikke særtilfælde. Det er egenskaber, som mange brancher efterspørger: iværksætteri, salg, innovation, teknologi, ledelse.

Alligevel har vi et skolesystem, der fortsat primært belønner ro, ensartethed og stillesiddende læring.

Det er et paradoks.

Det betyder ikke, at ADHD ikke kan være en alvorlig udfordring. For nogle er det massivt og kræver støtte – også medicinsk. Det skal vi tage alvorligt.

Men vi må holde op med kun at regulere individet.

Vi må turde justere strukturen.

Derfor bør vi politisk tage et konkret skridt:

Gøre praksisfaglig og bevægelsesbaseret undervisning til en forpligtende del af folkeskolen – med et fast minimumstimetal hver uge. Ikke som anbefaling. Som krav.

Ikke alle børn lærer bedst ved at sidde stille.

Nordjylland står samtidig over for mangel på arbejdskraft i de kommende år. Vi har ikke råd til at miste talent, fordi vi kun accepterer én måde at være barn på.

Hvis nogle af vores mest innovative ledere rummer ADHD-træk, bør vi spørge os selv, hvorfor vi forsøgte at rette dem, før de overhovedet fik lov til at finde deres styrke.

Det er ikke børnene, der skal ændres.

Det er systemet.