Et nyt fællesskab for seniorer i Brønderslev Kommune er godt i gang. Venskabscirkler skal hjælpe ældre, der oplever ensomhed, med at skabe nye relationer og blive en del af et
fællesskab. De første erfaringer er positive, og nu søger projektet frivillige, der har lyst til at være med til at føre indsatsen videre.
Den første Venskabscirkel i Hjallerup afsluttede før sommerferien sit 12-ugers forløb, og deltagerne har valgt at fortsætte med at mødes. Samtidig er to nye cirkler sat i gang i
Brønderslev, og flere er under etablering. Bor du i Brønderslev Kommune, er du 60+ år og ønsker nye fællesskaber, er der altså plads til flere. At den første cirkel fortsætter på egen hånd, er en vigtig del af tanken bag Venskabscirkler. Målet er ikke blot at samle mennesker i 12 uger, men at give deltagerne mulighed for at skabe relationer, der kan få deres eget liv bagefter. Noget at se frem til hver uge.

For Poul Erik Guldbæk Jørgensen har deltagelsen i Venskabscirklen haft stor betydning. Før forløbet oplevede han, at hverdagen var blevet mere tom. Tidligere havde han mulighed for at deltage i andre fællesskaber i kommunen, men efter at hans syn blev dårligere, kunne han ikke længere køre bil. Samtidig er han gangbesværet, og derfor manglede han et lokalt
fællesskab, som han kunne se sig selv i.
Det var den lokale præst, der gjorde Poul Erik opmærksom på Venskabscirklen. Der var ikke langt fra tanke til handling: Allerede dagen efter blev han ringet op, og en aftale kom i stand. Siden blev onsdag en dag, han så frem til hver uge. Her var der plads til både dybe, fortrolige samtaler, smil og grin. Gruppen aftalte fra begyndelsen, at det, der blev talt om, blev i gruppen, og at den enkelte selv bestemte, hvor meget man havde lyst til at dele.
Poul Erik fremhæver også betydningen af, at gruppen var lille. Det gjorde fællesskabet overskueligt, og der var plads til alle omkring bordet. Samtalerne blev suppleret af fælles aktiviteter, hvor alle kunne være med på deres egen måde. Poul Erik deltog blandt andet i porcelænsmaling trods sit synshandicap og i linedance, selv om han er gangbesværet.
Og relationerne stoppede ikke, da det organiserede forløb sluttede. Poul Erik har fortsat kontakt med de andre deltagere og ser frem til, når de mødes igen.
Han anbefaler andre at tage imod tilbuddet: “Venskabscirklen har gjort, at jeg er blevet et gladere menneske. Jeg ser altid frem til møderne i min venskabscirkel”
Nu er der brug for flere frivillige De gode erfaringer skal nu bringes videre til flere. Derfor søger Venskabscirkler frivillige, som har lyst og overskud til at være med til at skabe trygge fællesskaber. Der er ikke krav om en bestemt baggrund. Det vigtigste er, at man er god til mennesker, har lyst til at lytte og kan skabe en ramme, hvor alle får mulighed for at deltage.
Som frivillig facilitator skal man ikke være terapeut eller have svarene på deltagernes problemer. Opgaven er at hjælpe gruppen godt i gang, skabe tryghed, sætte samtaler i gang og
gradvist støtte deltagerne i selv at tage ansvar for fællesskabet. Til gengæld bliver de frivillige en del af et meningsfuldt projekt og får samtidig mulighed for at udvikle kompetencer inden for blandt andet kommunikation, gruppedynamik og facilitering.
Undervisning i september. Nye frivillige bliver klædt på til opgaven gennem et undervisningsforløb den 10. og 16. september 2026. Første undervisningsgang varer tre timer og anden gang tre en halv time. Her arbejdes blandt andet med metoden bag Venskabscirkler, tryghed i grupper, kommunikation og aktiv lytning, forskellige roller og situationer i en gruppe samt redskaber til at møde mennesker, der står i en vanskelig situation. Undervisningen er praksisnær og kombinerer korte oplæg med øvelser, cases, dialog og refleksion. Målet er i første omgang at samle 5–10 frivillige facilitatorer. Måske er det dig – eller én du kender? Man behøver ikke på forhånd at have besluttet sig for at stå med ansvaret for en Venskabscirkel.
Måske er du pensioneret og savner en meningsfuld opgave. Måske har du erfaring med mennesker fra dit arbejdsliv eller foreningsliv. Eller måske er du ganske enkelt god til at lytte,
skabe ro og få andre til at føle sig velkomne. Det afgørende er lysten til at være med. For som Poul Eriks historie viser, kan det have stor betydning, at nogen skaber rammen for, at mennesker får øje på hinanden, og at det første møde kan finde sted.
Vil du høre mere om at blive frivillig facilitator?
Kontakt Per I. Knudsen på telefon +45 22509178
Venskabscirkler er et pilotprojekt med udgangspunkt i Brønderslev Kommune og gennemføres
af AOF Region Nordjylland i samarbejde med lokale aktører som Brønderslev Kommune,
Ældre Sagen og Ældrerådet. Projektet finansieres af NordjyllandsFonden.
Kilde: AOF Region Nordjylland


















