Vendsyssel FF har sikret sig endnu en spiller til truppen. Klubben har skrevet kontrakt med den 20-årige færøske midtbanespiller Árni Noa Atlason, der skifter til Vendsyssel FF på en aftale, der løber de næste tre år.

Árni Noa Atlason kommer til klubben fra Vikingur Gøta på Færøerne, hvor han har gjort sig bemærket som en arbejdsom og ydmyg midtbanespiller med et stort udviklingspotentiale.

Hos Vendsyssel FF glæder man sig over tilgangen af den unge færing, som ifølge klubben passer godt ind i den retning, man ønsker at bevæge sig i.

“Árni er en spiller, vi forventer os meget af. Han er hårdtarbejdende, ydmyg og kommer med en mentalitet, som passer rigtig godt ind i den måde, vi gerne vil arbejde på i Vendsyssel FF. Vi har gode erfaringer med spillere med den type karakter og indstilling, og vi glæder os til at følge hans udvikling hos os,” udtaler sportschef Jens Hammer Sørensen.

Med tilgangen får Vendsyssel FF en ung og ambitiøs midtbanespiller, som skal bidrage til klubbens ønske om at arbejde med sultne spillere, der både vil udvikle sig individuelt og bidrage til fællesskabet på holdet.

Árni Noa Atlason ser selv frem til skiftet og til at blive en del af klubben.

“Jeg glæder mig enormt meget til at blive en del af Vendsyssel. Jeg har hilst på spillerne, mødt folk omkring klubben og talt meget med Kim. Det føltes bare helt rigtigt at blive en del af den her ambitiøse fodboldfamilie. Selvom det er vemodigt at flytte fra Vikingur og Færøerne, så glæder jeg mig til at tage på den her rejse med Kim og drengene,” udtaler Árni Noa Atlason.

Vendsyssel FF har gennem årene haft flere færøske spillere i klubben. Blandt andre Brandur Hendriksen, Hallur Hansson, René Joensen og Meinhard Olsen har tidligere repræsenteret klubben, mens Ari Olsen allerede er en del af den nuværende trup.

Med Árni Noa Atlason fortsætter Vendsyssel FF dermed den færøske forbindelse, som klubben tidligere har haft gode erfaringer med. I klubben håber man, at den unge midtbanespiller kan bygge videre på traditionen og tage de næste skridt i sin udvikling i Vendsyssel FF.