Ledelsen går forrest på handicapområdet
Normalvis er det kommunens skole- og børnehavebørn, der går Luciaoptog til glæde for beboerne på kommunens botilbud, men grundet Corona-pandemien har det ikke kunne lade sig gøre i år. Det har fået en række medarbejdere til at tænke ud af boksen for holde fast i juletraditionerne for borgerne på handicapområdet i Brønderslev Kommune. Derfor er det i år ledergruppen der går forrest i årets Luciaoptog, der afvikles mandag d. 14. december på alle kommunens botilbud på handicapområdet.
”Jeg mener det er vigtigt at have fokus på noget positivt i denne tid hvor alt føles at være vendt på hovedet, grundet Covid-19. For julen, hyggen og traditionerne skal der være plads til, Covid-19 eller ej – selvfølgelig samtidigt med at gældende retningslinjer overholdes” udtaler Ann-Lill Hansen, der er en af medarbejderne bag tiltaget og fortsætter.
Handicapområdet i Brønderslev Kommunes har borgerne i fokus, så de får et godt, sundt og menings-fuldt liv. Et liv, der styrker den enkeltes livsmod, trivsel, glæde, og relationer. Netop derfor er det også vigtigt at holde fast i traditioner som Ann-Lill Hansen uddyber:
”Jeg mener det er meget vigtigt at have fokus på glæde, livskvalitet og positivitet, især når vi har stået overfor nedlukning, der har været hård for borgere, pårørende og medarbejdere. Derfor er det ikke uden betydning at vi har traditioner, der kan skabe (jule)glæde.”
Luciaoptoget afvikles på følgende botilbud:
Kl. 16.00: Bogfinkevej & Stenumgaard (Stenum)
Kl. 16.30: Nordstjernen & Polaris (Brønderslev)
Kl. 17.00: Brandur Allé 5 og 11 (Brønderslev)
Kl. 18.15: Lundagervej (Dronninglund)
Til optoget på Brandur 5 og 11 støder formand for Social- og Sundhedsudvalget, Martin Bech, til og ønsker alle borgere på hele handicapområdet en glædelig jul og et godt nytår.