ØBI tager mod BI i allersidste kamp i aften kl. 19.00.

Arena Brønderslev El-Teknik A/S lægger græs til sidste kamp i forårssæsonen i Serie 4 – Pulje 50 og det er absolut topopgør, for gæsterne har allerede vundet puljen, mens ØBI som pt er nr. 2 i puljen, skal have point for at holde puljens nr. 3 Klokkerholm IF væk fra andenpladsen, som giver adgang til oprykningsspillet til Serie 3. Klubbernes første opgør i denne sæson endte 1-1.

Klokkerholm IF har 23 point for 13 kampe og ØBI har 26 point for samme antal kampe, men ØBI skal som nævnt møde puljens nr. 1 BI, mens Klokkerholm IF skal en tur til Flauenskjold IF som har 16 point på 6 pladsen i Pulje – 50, så stor forskel i modstander.

BI er dermed sikker på at klubbens andethold skal op i Serie 3, mens ØBI, som desværre har været ramt af skader på nøglespillere de seneste kampe, allerhelst skal have point med fra opgøret, da de kun fik uafgjort i opgøret mod netop Klokkerholm IF i deres seneste kamp i tirsdags og de tabte 4-0 mod Hjørring AIK sidste søndag, så der er lagt i kakkelovnen til et spændende lokalopgør.

ØBI meddeler at for at skabe en god og hyggelig atmosfære på Arena Brønderslev El-Teknik A/S, er der opsat grill og fadøls anlæg ved kiosken på kampbanen, så ingen grund til at slæbe billigt grænse-øl med i lommerne. Nu håber ØBI bare på at vejret holder tørt.

Artikelfoto. foto Tex