Brønderslev Bokseklub var i weekenden repræsenteret ved diplomstævnet i Randers, hvor to unge debutanter viste flot boksning og masser af kampgejst. Stævnet blev afholdt hos BK Thor, hvor brødrene Ronny og Kenneth endnu en gang havde sammensat et stærkt program med spændende matchninger og høj kvalitet i ringene.
Den blot 10-årige Matvei Bushman stillede op i let atomvægt (32 kg) og mødte Tobias Munk fra Lemvig Bokseklub. De to unge boksere leverede en seværdig kamp fra start til slut, med højt tempo og imponerende teknisk boksning. Selvom begge manglede et par point for at opnå diplom, kunne de gå fra ringen med løftet pande og stor ros for indsatsen.
Brønderslevs anden deltager, Malte Jakobsen på 13 år, boksede i let weltervægt mod Elias Guld fra BK Thor. Også her blev publikum vidne til en intens og flot kamp mellem to talentfulde boksere. Diplommet gik denne gang til Randers-bokseren, mens Malte måtte nøjes med erfaringen – men leverede en solid præstation, der lover godt for fremtiden.
Træner Erik Thrane var efter stævnet fuld af ros til sine unge boksere:
“Begge drenge gjorde det rigtig godt. De viste mod, flot teknik og en fantastisk indstilling. Det er sådan nogle kampe, der udvikler unge boksere – og som gør det sjovt at være med.”
Alt i alt blev det en vellykket dag i Randers for Brønderslev Bokseklub, hvor de unge talenter fik vist, at fremtiden for lokalboksningen ser lys ud.