Når tilmeldingen til årets dyrskue åbner den 8. april, er forventningerne høje hos arrangørerne bag Hjørring Dyrskue. Målet er endnu en gang at samle et stort antal dyr og udstillere til dyrskuet, der afholdes den 19. og 20. juni 2026.

Sidste års dyrskue tiltrak over 700 tilmeldte dyr og blev dermed en af de mest velbesøgte udgaver i nyere tid målt på antal udstillere. Deltagerfeltet spændte bredt – fra større produktionsdyr til mindre hobbydyr – og understregede dyrskuets rolle som et samlingspunkt for både erfarne landmænd og nye udstillere.

Ifølge dyrskuekoordinator Karin Møller Larsen er det netop den brede opbakning, der er med til at skabe liv og udvikling i dyrskuet.

  • Hjørring Dyrskue lever især af engagementet hos vores udstillere. Vi glæder os til at se dem, der har været med i mange år, men mindst lige så meget til at møde nye udstillere og de unge, hvor mange af dem kommer gennem 4H. Det er med til at sikre både mangfoldighed og fremtid i dyrskuet, siger Karin Møller Larsen.

Tilmeldingen foregår via dyrskuets hjemmeside fra den 8. april, hvor udstillere også kan finde information om regler, dyrearter og de nødvendige erklæringer i forbindelse med deltagelse.

For kaniner og fjerkræ gælder det, at tilmelding sker gennem de respektive avlerforeninger. Samtidig er der særlige muligheder for førstegangsudstillere, som kan deltage uden gebyr. Derudover tilbydes campingpladser i nærheden af dyrskuepladsen, mens arrangørerne gør opmærksom på, at gældende regler for sikkerhed, brandsikring og dyrevelfærd skal overholdes.

Hjørring Dyrskue finder sted på dyrskuepladsen på Halvorsmindevej i Hjørring, og arrangørerne håber, at årets deltagelse kan matche – eller måske overgå – sidste års høje niveau.

For yderligere oplysninger kan dyrskuekoordinator Karin Møller Larsen kontaktes på telefon 21 49 27 42.

Kilde og foto: Agillix