Siger virksomheder i Brønderslev. Ny måling viser høj og stigende tilfredshed med samarbejdet mellem virksomhederne og Job- og UngeCentret i Brønderslev – et resultat af et tæt samarbejde og fælles fokus på løsninger.
Tillid og tæt dialog betaler sig. Det er den klare konklusion, efter at 95 procent af de adspurgte virksomheder i Brønderslev Kommune svarer, at de er tilfredse eller meget tilfredse med samarbejdet med Job- og UngeCentret.
Den nye tilfredshedsmåling er gennemført af Kommunernes Landsforening (KL) blandt virksomheder, som Job- og UngeCentret har været i kontakt med i 4. kvartal 2025. Målingen viser en fremgang på 3 procentpoint sammenlignet med den seneste opgørelse.
Stærk forståelse for virksomhedernes behov
Virksomhederne giver udtryk for, at samarbejdet bygger på en god forståelse af deres behov. 91 procent svarer, at de er tilfredse eller meget tilfredse med Job- og UngeCentrets forståelse af virksomhedens situation og udfordringer. Samtidig vurderer 77 procent af de virksomheder, der har samarbejdet med centret om opkvalificering og rekruttering, at de er tilfredse eller meget tilfredse med evnen til at finde kandidater, der matcher deres behov.
Ole Andersen (A), formand for Udvalget for Beskæftigelse og Uddannelse i Brønderslev Kommune, glæder sig over resultatet.
Det er meget positivt, at så stor en andel af virksomhederne oplever samarbejdet som værdifuldt. Vores ambition er at være en aktiv og lydhør samarbejdspartner for det lokale erhvervsliv, og målingen viser, at vi er på rette vej. Det tætte samarbejde er afgørende, hvis vi skal lykkes med at få flere borgere i job eller uddannelse, siger formanden.
Tilfredshed får større betydning fremover
Tilfredshedsmålingen er et vigtigt redskab i kommunens strategiske virksomhedsindsats. Den giver konkret viden om, hvordan samarbejdet fungerer i praksis, og hvor der er potentiale for yderligere udvikling.
Resultaterne får desuden endnu større betydning i de kommende år. Med beskæftigelsesreformen bliver tilfredshed blandt både borgere og virksomheder et statsligt styringsværktøj.
De tidligere proceskrav til kommunernes indsats blev afskaffet 1. februar 2026, og fra 1. januar 2027 træder en ny resultatbaseret opfølgning i kraft. Fremover vil kommunernes og a-kassernes evne til at få ledige i job og uddannelse – sammen med tilfredsheden hos borgere og virksomheder – danne grundlag for den statslige opfølgning.
Tilfredsheden blandt Brønderslev Kommunes virksomheder er dermed ikke blot et øjebliksbillede, men et vigtigt pejlemærke for den fremtidige beskæftigelsesindsats.
Kilde: Pressemeddelelse fra Brønderslev Kommune







