BI’s 1. div.hold sikrede sig oprykning til Bordtennis Ligaen

BI’s 1. divisionshold sikrede sig højst overraskende oprykning til Bordtennis Ligaen, landets fornemste række med en smal sejr på 5-3over Hillerød.
Grundlaget for sejren var blevet skabt måneden forinden, hvor Brønderslev havde besejret den anden oprykker CPH-Hvidovre med 5-4, efter en Golden-Set afgørelse, hvor BI’s Lukasz Kapron besejrede CPH-Hvidovres bedste spiller Oliver Skouboe Berntsen. Bjarke Krog havde fremtvunget Golden-Set afgørelsen med sejr på 3-2 i sæt over Erik Høier i en af de mest spændende kampe, der er set på BI centeret i meget lang tid.

Men netop Bjarke Krog blev skulderskadet op til den afgørende kamp om oprykning til Bordtennis Ligaen mod Hillerød. En kamp der blev spillet i Hirtshals. I stedet for Bjarke måtte Veteranen, Peter Bruhn, som gennem de sidste mange sæsoner har været klubbens stærkeste kort træde til og Peter skulle vise sig at få en afgørende rolle.

Foto: Peter Bruhn, værdifuld spiller for BI. Privatfoto

Hillerød havde vundet den omvendte kamp på hjemmebane med 5-4 og var også favorit i dagens opgør, men Brønderslev kom rigtig godt fra start.
Maksymilian Alot, som nu på 3. sæson har repræsenteret BI og Brønderslev, og som er blevet en ekstremt populær spiller i klubben, han vandt nøglekampen mod Hillerøds bedste, Emil Friis Hansen med 3-1 i sæt efter at have tabt 1. sæt kæmpestort, og da Valentin Dorca, som er i gang med sin 4. sæson i BI, og Lukasz Kapron vandt deres kampe, var BI hurtigt foran 3-0.

Men Hillerød vandt de næste 3 kampe, inden Maksymilian som så ofte før vandt en sikker sejr over Albert Wolfsberg Og dermed var det op til Peter Bruhn at afgøre det hele. BI skulle bruge en sejr, da Hillerød i tilfælde af uafgjort ville være bedst indbyrdes.

Veteranen Peter Bruhn svigtede ikke. I et opgør, hvor nerverne hang uden på trøjerne, viste han sin store rutine, vandt over Simon Ørding og sikrede oprykning til landets bedste række.

Oprykningen er kulminationen på et projekt, det oprindeligt blev startet op for at sætte gang i ungdomsarbejdet. Nu har klubben igen et hold i landets absolut bedste række, man kan se frem til spændende lokalopgør mod lokalrivalerne B75 fra Hirtshals, som vil være med til at øge interessen for bordtennis sporten og interesserede sponsorer har allerede meldt deres ankomst.

Spillerne blev dog ikke fejret på dagen, BI’s bestyrelse var ikke til stede da spillerne vendte hjem med oprykningen i hus, men mon ikke oprykningen bliver markeret senere på BI Centeret, så klubbens medlemmer, sponsorere samt pressen får lejlighed til at fejre spillerne.

Tekst: Ove Christensen.