DanCenter har oplevet en landsdækkende stigning på over 80 procent i antallet af sommerhusbookinger i skolernes vinterferie sammenlignet med samme periode i 2019, før coronapandemien ramte. Særligt Region Nordjylland har været i høj kurs hos de ferieglade danskere med langt over en fordobling af bookinger i uge 7 og 8 i forhold til samme uger i 2019.
Vinterferien meldte for nylig sin ankomst i store dele af landet, og igen i år valgte mange at tilbringe den herhjemme. DanCenter, som er et af Danmarks største feriehusudlejere med mere end 5.900 sommerhuse, kan således berette om en markant stigning i antallet af bookinger for ophold i sommerhuse i uge 7 og 8 sammenlignet med år 2019, før coronapandemien.
Nærmere bestemt har der været tale om en stigning på over 80 procent på tværs af landets fem regioner, og blandt andet Region Nordjylland har oplevet en ekstraordinær høj fremgang i antallet af bookinger for ophold i vinterferien sammenlignet med 2019. Her lyder stigningen således på intet mindre end 130 procent, mens den i Region Sjælland er på 113 procent. Region Midtjylland og Region Syddanmark har oplevet stigninger på henholdsvis 79 og 36 procent.
Ovenstående glæder service- og driftschef hos DanCenter, Kaye Rosengaard, der blandt andet tror, at den økonomiske usikkerhed, som mange danskere i denne tid er påvirket af, har spillet en væsentlig rolle i forhold til den store efterspørgsel:
– Som følge af inflationen og de stigende renter tror jeg, at mange har set et sommerhusophold i Danmark som et prisbilligt alternativ til den dyre skiferie eller charterrejsen til syden, fortæller Kaye Rosengaard og
henviser til, at naturen er gratis at nyde, ligesom man selv kan medbringe mad for at holde budgettet nede.
– Under pandemien fik mange øjnene op for, hvor meget godt det danske ferieland har at byde på, hvad end
vi snakker sjove og lærerige aktiviteter for hele familien eller dyrkelsen af friluftslivet. Men selvom
danskerne i dag har mulighed for igen at rejse udenlands uden at skulle tage højde for diverse indrejseregler
eller bøvle med karantæne- og testkrav, oplever vi alligevel, at rigtig mange fortsætter med at ville holde
ferie i Danmark, ligesom de gjorde det, da coronaen var på sit højeste, siger Kaye Rosengaard og tilføjer, at
det samlede antal bookinger for ophold i uge 7 og 8 i 2023 stort set er på højde med sidste års bookinger.
[Tabel: Stigning i antallet af sommerhusbookinger i uge 7 og 8 i 2023 sammenlignet med uge 7 og 8 i 2019 fordelt på de danske regioner]
For yderligere information, kontakt venligst:
Presseservice: Anders Bo Andersen, Publicity, mobil 2869 8307 og mail anders@publicity.dk.
Om DanCenter
DanCenter er en af Danmarks førende feriehusudlejere og har 65 års erfaring med at etablere kontakt mellem udlejere af ferieboliger og interesserede lejere. Feriehusudlejeren er repræsenteret i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland. DanCenter tilbyder et højt serviceniveau, stabil leje og markedsføring til feriehusudlejere og sikrer samtidig til et mindeværdigt ophold for alle feriegæster. DanCenter er i dag en del af det europæiske feriehusudlejningsbureau OYO Vacation Homes. Læs mere på www.dancenter.dk.
Kilde: DanCenter