Støttekredsen for Nordjyllands Idrætshøjskole kan nu omsider igen tilbyde spændende arrangementer, efter at coronakrisen er kommet under kontrol.
Hele 3 arrangementer kan foreningen her i foråret tilbyde såvel sine medlemmer som andre interesserede i landsdelen. Alle arrangementer kommer til at foregå på Nordjyllands Idrætshøjskole, Parkvej 61, 9700 Brønderslev.
Fredag den 22. april er det lykkedes at få Phillip Faber, chefdirigent for DR pigekoret, musikquizvært og meget andet, til at rykke en aften ud af en travl kalender for på kyndig og inspirerende vis at lede en rigtig syng med aften, hvor man får lejlighed til at røre stemmebåndene.
Torsdag den 19.maj bliver en aften med mad og nostalgi. Aftenen indledes med en dejlig tapastallerken og mulighed for køb af drikkevarer, til fornuftige priser. Efterfølgende underholder DR´s første DJ og legendariske pop- og rockmusik radio- og tv-vært, Jørgen de Mylius med anekdoter om musikere, han har kendt, spiller lidt musik og viser små videoindslag fra en lang karriere – primært fra 60-erne og 70-erne.
Tirsdag den 31. maj gæster forfatteren og DR´s mangeårige udenrigskorrespondent i Sovjetunionen, Leif Davidsen, højskolen med det superaktuelle foredrag ”Rusland – Ukraine et Broderfolk i krig”. Leif Davidsen vil fortælle om sit syn på konflikten, på Putin, på Putins verdenssyn, hans betydning for såvel Russerne internt, for Ukrainerne, som for os i den øvrige del af Europa. Hvor bevæger Europa sig hen?
Billetter kan købes på Støttekredsens hjemmeside www.nihstoettekredsen.dk. Billetprisen til hvert enkelt arrangement er beskedne kr. 125- for medlemmer og kr. 175- for ikke medlemmer.
Kilde: Støttekredsen for Nordjyllands Idrætshøjskole (Foto af Phillip Faber, foto taget af Kim Leland)