Mandag d. 6. marts spiller Springbrætbandet i BASaren. Bandet har flere gange før spillet for et veloplagt publikum i BASaren, og også denne gang forventes der tæt på udsolgt. Der er dog stadig mulighed for at købe billet til denne festlige aften.
Bandet har tidligere spillet potpourrier fra både Gasolin og Beatles. Denne gang er deres tema: ”Blandede bolcher”. De har været i gemmekassen og fundet lidt af hvert, som de vil underholde med. Det er sange fra 60-, 70-, 80- og 90 erne, og der er både danske og engelske hits, og nogle af sangene har Springbrætbandet ikke spillet offentligt før. Det spænder vidt fra Kim Larsen til David Bowie, fra Shubidua til Pink Floyd.
Bandmedlemmerne glæder sig alle. Nanna, der er en af bandets sangerinder, gæstede for nylig BASaren som publikum i Popquiz. Her fik hun mulighed for at give et par numre på scenen og fik samtidig brugt øjeblikket til at reklamere for den kommende optræden, så ingen kunne være i tvivl om, at hun og resten af bandet er helt klar til at give den fuld gas.
Koncerten starter kl. 19.00, dørene åbnes kl. 18.30, og BAS-baren er klar med salg af sodavand samt drinks og øl, både med og uden alkohol, så der forventes endnu en aften med mange glade publikummer.
Har du ikke mulighed for at købe billet i forsalg på hjemmesiden eller i BASaren – eller har du behov for at få sendt en regning til ean-nummer, så skriv til: koncerter@bas-teater.dk
Udover denne koncert byder Basaren i marts de følgende to mandage på gode oplevelser: Stand up med Torben Chris, Per Sodemann og Valdemar Pustelnik, samt besøg af gæsteteater fra Kulturmarkt. De præsenterer et teaterstykke, der er unikt i sin form, da publikum skaber forestillingen sammen med skuespillerne, idet publikum er med til at afgøre, hvilken rækkefølge scenerne i forestillingen spilles i.
Marts sluttes af med endnu en omgang Popquiz, der sidste gang gav tæt på fuldt hus med et meget veloplagt og deltagende publikum.
Kilde: BASaren