Selvom de ældste skoleelever først lige er kommet tilbage i skole, har mange af dem haft usædvanligt travlt i hjemmeskolen. For ud over dansk, matematik og naturfag, så har hverdagen også stået på ideudvikling, markedsresearch og pitchtræning for flere end 1600 elever. De er med i entreprenørskabsprogrammet Next Level, og tirsdag den 26. maj mødes de bedste 24 hold online til DM i Entreprenørskab for 7.-10. klasser.
Intet er som det plejer i år, og dog alligevel. For i både Danmark, Grønland og Færøerne har hundredvis af elever været i gang med at tænke kreativt og udvikle ideer til, hvordan vi kan gøre verden bedre. Nu er de 24 bedste hold klar til Next Level – Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab for elever i grundskolen tirsdag den 26. maj, som Fonden for Entreprenørskab står bag.
I år har Covid-19 givet eleverne og deres lærere et ekstra benspænd, så en stor del af ideudviklingen og forberedelsen er lavet online. Men det har ikke forhindret de entreprenante unge i at finde på nytænkende ideer til ”Det hjertesunde liv”, som er årets tema i samarbejde med P.S. I Love You. Mange af de unges ideerne handler også om klima, miljø og fællesskaber.
“Niveauet i dette års Next Level-forløb har været særdeles højt. Vi har i år haft rekord mange deltagere, både fra Danmark, Færøerne og Grønland. Jeg glæder mig til at se og høre elevernes ideer og præsentationer,” siger Henrik Thise, programleder for Next Level.
Tre elever fra Brønderslev er med
Tre elever fra Tolstrup-Stenum Friskole har i år kvalificeret sig til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab for grundskoler, og her skal de dyste mod andre hold fra bl.a. Vejle, Kerteminde og Hellebæk.
Next Level – Danmarksmesterskabet er kulminationen på måneders arbejde for eleverne, hvor de har udviklet ideer og omsat dem til innovative projekter. Eleverne dyster i fire kategorier: Bevægelse, Viden & Verden, Velfærd & Samfund og Sprog & Kultur, og til DM vil en række dommere bedømme de unges ideer og give dem feedback, så de kan arbejde videre med ideerne.
DM i Entreprenørskab afvikles i år online, og det betyder, at interesserede fra hele landet har mulighed for at være virtuelt med under åbningen og kåringen af vinderne sidst på dagen. Camilla Ottesen er dagens vært og guider både deltagerne, dommere og gæster igennem dagen, som slutter med en festlig kåring, hvor de fire kategorivindere og en samlet 1., 2. og 3. plads udråbes og fejres.
Next Level-forløbet støttes af P.S. I Love You, og Hempel Fonden støtter DM i Entreprenørskab.
Baggrund:
Next Level er et entreprenørskabsprogram for elever i 7. til 10. klasse, hvor de får mulighed for at prøve kræfter med entreprenørskab på en spændende og lærerig måde ved at gå fra idé til handling. Formålet er at bidrage til fremtidens værdiskabere ved at fremme udvikling af entreprenørielle kompetencer hos elever fra udskolingen, og alle elever i 7.-10. klasse fra folke-, privat-, fri- og efterskoler kan deltage.
Fonden for Entreprenørskab står bag Next Level og DM i Entreprenørskab for grundskoleelever. Fonden arbejder for at entreprenørskab skal være for alle, og hjælper skoler og uddannelser med at fremme entreprenante og innovative evner hos elever og studerende. Målet er, at entreprenørskab skal være en naturlig del af undervisningen på alle uddannelsesniveauer i Danmark.
Om Fonden for Entreprenørskab
Fonden for Entreprenørskab er det centrale nationale videncenter og omdrejningspunkt for udvikling af entreprenørskab i undervisningen på alle uddannelsesniveauer.
Fonden arbejder for at evnen til at være innovativ skal være et grundelement i alle uddannelser fra folkeskole til ph.d. Innovation og entreprenørskab skal i højere grad integreres i uddannelserne og forankres på uddannelsesinstitutionerne.
Fonden for Entreprenørskab uddeler fondsmidler til udvikling og videreudvikling af undervisning med fokus på innovation og entreprenørskab på alle niveauer af uddannelsessystemet. Fonden udvikler og udgiver også selv undervisningsmateriale, rådgiver om implementering af entreprenørskab i undervisning og er facilitator for samarbejde og netværk om entreprenørskabsundervisning.
Som videncenter arbejder Fonden for Entreprenørskab med at udbrede og videreformidle forskning om entreprenørskab i undervisningen. Gennem undersøgelser og analyser er Fonden for Entreprenørskab også selv med til at generere ny viden om udbredelsen og effekterne af entreprenørskabsundervisning i Danmark.
Kilde: Fonden for Entreprenørskab