Det var 11 dage var det siden Aalborg Håndbold sidst var i aktion, og der var tydeligvis noget rust, der skulle bankes af fra kampens indledning.
Trods den på papiret store niveauforskel var dette ikke tydeligt på måltavlen fra kampens start. Aalborg Håndbold var ganske nok svagt i front i kampens indledning, men holdet slog aldrig rigtig hul til AGF, Århus, der til dagligt slår sine folder i 2. division.
Hjemmeholdet hang endda så godt på i kampen, at de efter godt 20 minutters spil tog teten og bragte sig i front 14-12.
Det blev dog vendepunktet for Aalborg Håndbolds vedkommende og et to-måls forspring til hjemmeholdet blev for meget. De sidste minutter frem mod pausen holdt Aalborg Håndbold århusianerne fra scoring, mens man til gengæld selv smed fem scoringer i kassen.
Aalborg Håndbold kunne derfor gå til pause foran 14-17. Hvad der længe lignede en mildest talt elendig første halvleg, blev derfor vekslet til en, med god vilje, acceptabel en af slagsen.
I omklædningsrummet var drengene tilsyneladende blevet enige om at fjerne enhver tvivl om en pokalsensation denne mandag aften.
Der var i hvert fald langt større koncentration – specielt i forsvaret efter pausen. Det førte til en hurtig udbygning af føringen, og ti minutter inde i anden halvleg var denne oppe på syv mål.
Aalborg Håndbold kunne derfra spille sejren stille og roligt i land. Det var bl.a. med en fint spillende Aleksander Selmar, der foruden to mål diskede op mere flere assists og gode detaljer i anden halvleg.
Da hornet lød for sidste gang, og de 60 minutter var gået, kunne Aalborg Håndbold konstatere, at der stod 23-33 på måltavlen. Holdet fik derfor, hvad man kom efter – nemlig kvalifikation til 6. runde.
Det var dog langt fra kønt undervejs, og der var mere end almindeligt slinger i valsen fra kampens start. Aalborg Håndbold fik dog strammet grebet om kampen og spillet sig til en sikker sejr, der reelt set aldrig var i fare.
Dagens kamp var den første uden langtidsskadede Andreas Holst, der ligesom Buster Juul og Knud Ronau er ude med længerevarende skader. Janus Smarason var derudover heller ikke i aktion under dagens kamp, da han sad ude med en småskade.
Nu rettes fokus i stedet mod fredag, hvor Aalborg Håndbold hjemme i Jutlander Bank Arena får besøg af Lemvig-Thyborøn, hvor der er to vigtige point på spil for at holde liv i håbet om førstepladsen. Køb din billet til denne kamp her.
Aalborg Håndbold målscorere:
Henrik Møllgaard 5, Tobias Ellebæk 5, Mark Strandgaard 5, Ómar Ingi Magnússon 4, Magnus Saugstrup 3, René Antonsen 3, Frederik Bech 2, Aleksander Selmar 2, Jesper Meinby 2, Oliver Norlyk 1. Sebastian Barthold 1.