Istid møder samtidskunst i Jyske Ås
På Slettingen i Jyske Ås genopstår den gamle shelterplads som et kunstnerisk og arkitektonisk mødested i naturen, hvor istidens spor, moderne kunst og friluftsliv smelter sammen
Naturen er for alvor blevet et hit. Flere og flere tager på vandretur, og mange efterspørger moderne og tidssvarende overnatningssteder i det fri. Et af de steder, hvor der for alvor er lyttet til efterspørgslen, er på Slettingen i Jyske Ås, som ligger tæt på Hærvejen. Her har den tidligere shelterplads været lukket i en periode for nu at genopstå i en markant nyfortolkning.
Pladsen har fået navnet GEOTOPEN og det er ikke en helt almindelig shelterplads. Det er et sted, hvor arkitektur, kunst og natur ikke blot sameksisterer, men spiller aktivt sammen.
Naturen som fortælling
Jyske Ås er ikke bare et naturskønt område, men et landskab formet af enorme kræfter. Det er skabt af smeltende is, sten, grus og sand for omkring 12.000 år siden. Den geologiske fortælling er selve fundamentet for GEOTOPEN.
De nye shelters er placeret med blik for både udsigt og oplevelse. Fra det ene kan man følge solnedgangen over markerne, mens solopgangen bryder frem gennem skoven fra det andet. Omkring shelterne er landskabet også blevet bearbejdet. 40 tons kampesten danner således rum i terrænet, og en sti leder besøgende gennem området fra øst mod vest.
Kunst, man opholder sig i
Inde i de to shelters møder man kunsten helt tæt på. Glaskunst af Tina Ratzer trækker naturens egne farver ind i rummene. Inspirationen er hentet i planter som guldblomme, engelsød, kragefod og hønsebær. Når lyset ændrer sig i løbet af dagen, forandrer værkerne sig sammen med det. Shelterne er derfor ikke kun et praktisk ly for natten, men også en sanselig oplevelse hele dagen.
Arkitektfirmaet Biotope har stået for udformningen af shelterpladsen og for samspillet mellem arkitektur, kunst og friluftsliv. Målet har været at skabe en oplevelse, som giver brugerne noget ekstra.
– Med GEOTOPEN får vi et sted, hvor natur, kultur og fællesskab mødes og skaber et næsten magisk sted. Det er et projekt, der både styrker vores lokale identitet og inviterer besøgende til at opleve Jyske Ås med nye øjne. Jeg håber, det bliver et sted, som både lokale og turister får lyst til at vende tilbage til igen og igen, siger Steen Søgaard Petersen, formand for Fritids-, Kultur- og Turismeudvalget i Brønderslev Kommune.
Shelterpladsen er opført på Naturstyrelsens arealer og er tænkt som et åbent sted for både lokale og besøgende som fx vandrere, der bevæger sig gennem området.
Del af et større kunstprojekt
GEOTOPEN er ikke opstået alene. Shelterpladsen er en del af det landsdækkende initiativ Kunst på Banen, hvor Statens Kunstfond i samarbejde med tre kommuner – Brønderslev, Lemvig og Helsingør – arbejder med at integrere kunst i nye sammenhænge.
Interessen for shelterprojektet har været massiv. Hele 88 kunstnere og teams ansøgte om at få lov til at arbejde med stedet i Jyske Ås.
– Kunst på Banen handler om at bringe kunsten ud i nye sammenhænge, hvor den kan gøre en reel forskel. GEOTOPEN er et stærkt eksempel på, hvordan kunst kan være med til at åbne et landskab og skabe nye forbindelser mellem mennesker, steder og historier, siger Niels Krause-Kjær, bestyrelsesleder i Statens Kunstfond.
GEOTOPEN har adresse på Brøndbakvej 86, 9740 Jerslev og indvies den 11. maj klokken 16.30-18.00. Før indvielsen er der mulighed for at komme med på en guidet gåtur i området sammen med frivillig gåvært, Åse Møl. Der er afgang kl. 15.30 på P-pladsen ved Brøndbakvej 100. Gåturen ender ved shelterpladsen.
Program for indvielse af GEOTOPEN
• Åbningstale ved Steen Søgaard Petersen, formand for Fritids-, Kultur- og Turismeudvalget i Brønderslev Kommune
• Tale ved arkitektfirmaet Biotope
• Tale ved kunstner Tina Ratzer
• Tale ved Statens Kunstfond
• Servering af lokale snacks over bål ved Julie fra Hundredefemten
• Mulighed for at opleve pladsen og møde kunstner og arkitekter
Parkering:
• Østermarkvej 114 og Brøndbakvej 100
• Derfra er der ca. 500 meters gang til shelterpladsen
Kilde: Pressemeddelelse fra Brønderslev Kommune








