Presse release fra Kulturskolen og Musikforeningen Live:
På vegne af Kulturskolen Brønderslev og Musikforeningen Live er vi stolte af at meddele, at det populære koncept Byens Bedste Band vender tilbage i 2026.
Publikum kan endnu engang se frem til en musikalsk aften med talent, energi og lokal stolthed, når unge musikere fra hele kommunen indtager scenen og giver deres bud på, hvad moderne bandmusik kan, når den på græsrodsniveau spirer lokalt. Byens Bedste Band har gennem flere år været et stærkt musikalsk fællesskab og kulturelt pejlemærke i Brønderslev kommune og samtidig et springbræt for unge talenter. Konceptet har ikke blot givet eleverne erfaring med liveoptræden – det har også styrket både mod, kreativitet og samarbejdsevner.

Med økonomisk støtte fra blandt andet Slots- og Kulturstyrelsen genopstår Byens Bedste Band nu fra en 5 årig dvale. “Vi er begejstrede for at kunne genoptage Byens Bedste Band. Projektet er en vigtig platform for unge musikere, hvor de ikke bare får mulighed for at udfolde deres talent i professionelle rammer og møde et publikum, der hepper på dem – de får også et fagligt løft gennem coachingaftener og band-café aftener,” udtaler Nikolai Lange, skoleleder ved Kulturskolen Brønderslev.“ og uddyber: ”Her stiller Kulturskolen erfarne lærere til rådighed, som kan guide de unge i alt fra sammenspil og arrangementer til scenisk udtryk. Det er oplevelser som disse, der tænder gnisten hos de unge, og som skaber varige relationer til både musikken og kulturlivet i kommunen,” tilføjer han.

Også hos Musikforeningen Live er begejstringen stor: “Vi glæder os enormt til igen at være med til, at løfte de unge frem i lyset. Byens Bedste Band er et projekt, der binder lokalmiljøet tættere sammen og minder os om, at kulturen står stærkt i Brønderslev Kommune,” fortæller Morten Vangsted Holm Christiansen fra Musikforeningen Live. Der er noget helt særligt forankring forbundet med Byens Bedste Band i kommunen, der foruden en pause har eksisteret siden 1995 hvor det startede under navnet ”Show Off”.
Om den kulturelle impact og forankring udtaler Morten yderligere: ”Det har været en kulturel platform hvor vi har set unge musikere vokse fra øvelokalet til scenen – det er det, eventet og live-musikken kan, og det vil vi gerne være med til at understøtte.” Arrangementet løber af stablen d. 12. Juni. 2026. Allerede nu kan man tilmelde sig selv, sit band eller som noget nyt udfylde en formular hvis man som musiker søger et band at spille sammen med. Så hjælper Kulturskolen Brønderslev med at facilitere og sammensætte nye bands ud fra jeres ønsker.




