Vindmøller og solcelleanlæg har produceret rekordmeget grøn strøm, og forbruget af naturgas faldt med over 28 pct. i de første ni måneder af 2022 sammenlignet med samme periode året før. Det fremgår af Energistyrelsens kvartalsstatistik, som også viser, at biogas har dækket næsten 30 pct. af ledningsgasforbruget.
Figur: Udvikling i produktion af vind- og solkraft 2012-2022
Produktionen af strøm fra vindmøller i Danmark var 22,4 pct. højere i de første ni måneder af 2022 sammenlignet med året før på grund af bedre vindforhold og større vindkraftkapacitet. Det betød, at vindkraftens andel af elforsyningen steg fra 41 pct. til 50 pct. Samtidig leverede danske solcelleanlæg 68,4 pct. mere strøm end i den tilsvarende periode i 2021 som et resultat af signifikant flere solskinstimer og idriftsættelse af nye solcelleanlæg.
Stigningen i vind- og solkraftproduktionen bidrager til et fald i det samlede energiforbrug, da disse anlæg producerer strøm uden tab af brugbar energi, mens el produceret på termiske kraftværker (med biomasse, kul, gas og olie) også afstedkommer et konverteringstab.
Fald i energiforbrug
Det faktiske energiforbrug faldt med 1,3 pct. i de første tre kvartaler af 2022 i forhold til samme periode året før. Her faldt især forbruget af naturgas 28,3 pct., mens forbruget af kul var 5,9 pct. mindre end samme periode i 2021. Omvendt steg forbruget af olie og vedvarende energi med henholdsvis 7,1 pct. og 4,4 pct.
Danmarks nettoimport af el fra de omkringliggende lande var 5,2 PJ i de første ni måneder af 2022 svarende til ca. 5,5 pct. af vores indenlandske elforsyning. Til sammenligning var nettoimport af el 16,1 PJ i samme periode sidste år. Når der korrigeres for brændselsforbrug ved udenrigshandel med elektricitet, var energiforbruget 3,7 pct. lavere i de første ni måneder af 2022 i forhold til samme periode året før.
Øvrige resultater:
- Det totale kulforbrug faldt med 5,9 pct., mens kulforbruget i de i de centrale kraftvarmeværker faldt med 4,4 pct.
- Forbruget af jetbrændstof steg med 91,5 pct. i de første ni måneder af 2022 i forhold til samme periode sidste år, men er fortsat på et lavere niveau end før COVID-19-pandemien.
- Forbruget af gas-dieselolie og benzin er steget med henholdsvis 1,8 pct. og 0,3 pct.
- Forbruget af biomasse på de centrale kraftværker var 9,6 pct. lavere.
- Produktionen af strøm fra solceller var 68,4 pct. højere. Dette kan tilskrives ca. 17,3 pct. flere soltimer og flere solcelleanlæg i drift.
- Den samlede produktion af primær energi steg med 3,6 pct. i forhold til samme periode sidste år.
- Produktionen af vedvarende energi steg med 8,9 pct. mens produktionen af naturgas og råolie faldt hhv. 4,3 pct. og 0,1 pct.
Kilde: Energistyrelsen