Regnen kom i byger søndag, men markedsgæsterne blev på pladsen, hvor dagen bød på musik, humor, gudstjeneste, gamle maskiner og masser af underholdning.
Vejret viste sig fra den våde side, da markedet søndag tog hul på dagens program. Flere regnbyger trak hen over pladsen i løbet af dagen, men det forhindrede ikke gæsterne i at møde op og tage del i de mange aktiviteter. I Markedskroen var der traditionen tro markedsgudstjeneste, som samlede mange deltagere. Samtidig var der gang i aktiviteterne rundt omkring på pladsen.
På markedsscenen stod Nice Little Penguins for musikken. Bandet, der blandt andet er kendt for hittet I Can Fly, leverede en koncert, som trak publikum til trods for det ustadige vejr. I teltet var det Ib Grønbech, der stod for underholdningen. Den populære nordjyske musiker og entertainer fik som vanligt godt fat i publikum og skabte både latter og applaus.
De motor- og maskininteresserede havde også deres del af programmet. Der var udstilling af gamle traktorer og maskiner, mens det populære havetraktortræk igen gav anledning til både spænding og underholdning.

På Lille Scene spillede Springbræt Bandet, mens De Jydske Helte sørgede for gå rundt-komik blandt markedsgæsterne. Hertil kom musikalske indslag fra både harmoniorkester og Big Band, som var med til at sætte lyd på dagen. Trods regnbygerne blev det dermed en søndag med et bredt program og mange forskellige oplevelser. Regnen fyldte lidt på paraplyerne, men ikke på bekostning af den gode markedsstemning.
Mandag er dagen hvor, der er optog med børn fra dagplejerne og børnehaverne kl 09.30. Kandis spiller i markeds teltet fra kl. 18.00 og hele markedet slutter af med kæmpe festfyrværkeri kl. 22.00. Se mere her under:



















