Ny Psykolog i Brønderslev
Brønderslev Avis var på visit hos Louise i hendes nye lokaler i Nygade 3 i Brønderslev midtby, vi bad Louise om at præsentere sig selv og sin praksis overfor avisens læsere samt fortælle lidt om sin opvækst og tilknytning til byen, her er hvad der kom ud af det hyggelige møde.
Mit navn er Louise Vestergaard Kragh og jeg har som nævnt netop åbnet en psykologpraksis for unge og voksne i hjertet af Brønderslev. Mine lokaler kan findes mellem Imerco og City Klip på Nygade 3, hvor jeg befinder mig i rolige omgivelser på 1. sal, en smule hævet over det daglige liv på gågaden. Jeg har et fint venterum, hvor du kan slappe af med noget varmt eller koldt at drikke og et terapirum, hvor der er plads til fordybelse og samtale.

Jeg betragter mig selv som en ganske almindelig nordjysk kvinde i 30’erne, som lever et typisk familieliv nær Vestkysten med min kæreste, vores børn og kæledyr. Jeg er vokset op i og omkring Brønderslev og har gået i folkeskole i Øster Brønderslev og på Søndergades Skole, ligesom jeg har taget min gymnasie-uddannelse i Brønderslev – dengang Crazy Daisy havde sin storhedstid.
Brønderslev er for mig en god balance mellem by- og landliv, det ligger tæt på motorvejen og der er gode parkeringsmuligheder. Det er derfor naturligt for mig at have mit arbejdsliv i området.

Jeg er uddannet psykolog fra Aalborg Universitet og har arbejdet inden for beskæftigelse, hvor jeg har hjulpet folk med at finde deres plads ifm. uddannelse og arbejde. Jeg er optaget af den enkeltes menneskelige udvikling og har stor fokus på tryghed og trivsel i de sociale samspil, vi har med hinanden.
Jeg tilbyder samtaler ifm. symptomer på stress, angst, depression eller problemer i forholdet til familie, partnere, venner, børn eller kollegaer. Jeg arbejder desuden med håndtering af svære situationer som ulykker, sygdom, skilsmisser, tab eller andre større livsforandringer, som kræver professionel hjælp.

Jeg brænder for at hjælpe med at håndtere sårbare perioder i livet, som er afgørende for livskvaliteten både nu og i fremtiden. Jeg har et særligt fokus på at hjælpe unge mennesker, som kæmper med mistrivsel og føler sig presset over de krav, de oplever i hverdagen. Ungdommen er en utrolig betydningsfuld periode, og mit håb er at kunne hjælpe flere godt videre til voksenlivet.
Jeg er også opmærksom på tiden omkring forældreskab og livet som småbørnsfamilie. Jeg har selv erfaring med sygelige graviditeter, og jeg tror på at en særlig indsats i denne periode har stor betydning for familiers fremtidige trivsel og muligheder. Yderligere har jeg et interesseområde for en særlig gruppe, nemlig folk med autisme.
Flere og flere bliver aktuelt diagnosticeret med autisme, og der mangler ofte specialiseret støtte både til dem, der får diagnosen, og netværket omkring. Jeg kan hjælpe med at øge kendskabet til typiske udfordringer og behov og tilbyder også samtaleforløb for dig, der er pårørende. Jeg er et imødekommende, roligt og nysgerrigt menneske, og mit mål er at skabe et trygt og tillidsfuldt rum, hvor der er tid og plads til at arbejde med det, som du har brug for.
Jeg har aktuelt kort ventetid, og hvis du har lyst til at vide mere om, hvad jeg tilbyder og hvordan et samtaleforløb hos mig fungerer, så kontakt mig gerne i min praksis..
