Da Mayflower fremover ønsker at fokusere mere på online-salg på webshoppen og B2B-salg, har shop-in-shop-butikkerne i Salling Aalborg og Salling Aarhus snart sidste åbningsdag.

Efter grundige overvejelser har Mayflower besluttet at lukke de to shop-in-shop-butikker i Salling i hhv. Aalborg og Aarhus. Men beslutningen har ikke været nem, udtaler John Heberg Svendsen, direktør i Mayflower.

”Efter nøje overvejelser og en grundig evaluering af vores forretningsstrategi har vi besluttet at fokusere vores ressourcer og energi anderledes”, fortæller John Heberg Svendsen og fortsætter:

”Da vi åbnede butikkerne i Salling, var det med stor tro på projektet og de muligheder, det ville give. Imidlertid har den løbende evaluering vist, at omsætningen i forhold til omkostningerne desværre ikke hænger sammen”.

Fremtiden
John Heberg Svendsen fortæller, at Mayflower fremover vil fokusere endnu mere målrettet på at styrke virksomhedens onlineplatform samt optimere driften af B2B-forretningen og samarbejdet med nuværende og kommende forhandlere.

”Vi er overbeviste om, at denne strategiske justering vil positionere os endnu bedre til fremtidig vækst og succes i et dynamisk marked, og at vi kan skabe en stærk fremtid for virksomheden”, fortæller han og takker samtidig medarbejderne fra Salling-butikkerne for deres arbejde og store engagement.

Butikken i Brønderslev holder fortsat åbent for salg til kunder.


For yderligere info – kontakt:
John Heberg Svendsen, jhs@mayflower.dk