09 – 20 Januar 2026.
Hændelser fra Vendsyssel.
Brønderslev: Spirituskørsel med barn i bilen.
Fredag d. 9 januar om eftermiddagen, standsede en patrulje en personbil i Brønderslev Kommune. Det viste sig, at føreren var påvirket af alkohol over det tilladte, og han blev derfor sigtet for spirituskørsel. Med sig i bilen havde han et mindre barn, hvorfor de sociale myndigheder blev informeret, og barnet blev overleveret til sin mor.
Brønderslev: Afpresset efter kattefremlysning
Fredag den 16. januar anmeldte en borger fra Brønderslev til Nordjyllands Politi, at han var blevet udsat for afpresning efter at have fremlyst sin kat i et opslag på Facebook, hvor han havde skrevet sine kontakt oplysninger og lovet en findeløn. En mand havde kontaktet anmelderen, påstået at have katten i sin varetægt og afpresset anmelder for penge. Manden ville ikke sende billeder af katten. Nordjyllands Politis servicecenter vejledte anmelder om at afbryde kontakten med den afpressende mand.

Læsø: Mistænkeligt politiopkald
Fredag den 16. januar ved 15-tiden fik en borger på Læsø et opkald fra et hemmeligt nummer. Personen i røret oplyste, at han hed Kenneth Vestergaard og ringede fra Rigspolitiets IT-afdeling. Personen ville vide, om borgeren havde handlet med en, der hed Ali fra Malmø. Personen ville have oplysninger om anmelderen og vide, hvilken bank anmelderen havde. Anmelderen ville ikke give personfølsomme oplysninger til personen – hvilket er helt i tråd med det ægte politis anbefalinger.
Sæby: Spoofing
Fredag den 16. januar ringede en borger fra Sæby til Nordjyllands Politis servicecenter (114) og oplyste, at han mindst 10 gange det seneste døgn var blevet ringet op af personer, som beklagede sig over, at han havde haft ringet til dem. Det havde han imidlertid ikke; der var tale om spoofing. Dvs. ukendte gerningspersoner misbruger mandens nummer, så det ser ud, som om han ringer. I virkeligheden ringer personerne fra et andet nummer – ganske sandsynligt i et forsøg på at svindle modtagerne af opkaldene. Manden blev vejledt om spoofing og rådet til at tale med sin teleudbyder om mulighederne.
Blokhus: Mand lyste ind af sommerhus-vinduer
Lørdag den 17. januar omkring kl. 20.30 anmeldte en sommerhusejer, at en ukendt mand gik rundt i mørket og lyste ind af sommerhusets vinduer. En beredskabspatrulje fra Nordjyllands Politi blev sendt til stedet og fik kontakt til manden. Det viste sig dog, at der var tale om et legalt ærinde; nabosommerhuset havde strømsvigt, og en elektriker var gået hen til anmelders sommerhus for at se, om dette havde strøm.
Kilde: Nordjyllands Politi




