Den Konservative Vælgerforening i Brønderslev Kommune, afviklede tirsdag d. 31. Januar 2023 sin årlige generalforsamling.
Den nuværende formand, Guldsmed Ole Agger Hansen fortsætter som formand for bestyrelsen, hvor Thomas Greve Lund er blevet valgt som ny næstformand. Bestyrelsen består i øvrigt af Jette Schønning Aasholm, Torben Houge Nielsen, Stinne Reng, Jan Rønnov og Rudi Hierzmann.
Viceborgmester og formand for Teknik- & Miljøudvalget i Brønderslev Kommune Peter Stecher, blev valgt som partiets spids- og borgmesterkandidat til Kommunalvalget i 2025. Peter Stecher vil nu sammen med byrådsgruppens andet medlem Janni Høybye og bestyrelsen, sammensætte det kandidathold som opstilles til valget i november 2025.
“Vi er klar til at fortsætte arbejdet for den konservative politik også i den kommende byrådsperiode, og vi er dedikerede i arbejdet med at sikre, at vi også i næste valgperiode får en borgerlig borgmester i Brønderslev Kommune”, siger Peter Stecher.
“De kommende år vil byde på udfordringer ift. at sikre en snusfornuftig drift af kommunen som vi konservative gerne står på mål for, således at vi til stadighed vil have grundlaget for også at kunne investere i kommunen fremadrettet. Det arbejde ser jeg meget frem til at kunne fortsætte også efter 2025”, slutter Peter Stecher.
Ole Agger Hansen tilføjer, “Vælgerforeningen er fokuseret på at bakke op om byrådsgruppens arbejde og har allerede planlagt flere af de visionsmøder, som tidligere er blevet afviklet rundt om i kommunen, inden coronaen satte en stopper for dem. Visionsmøderne er for alle uanset politisk ståsted og et ønske om at få input fra borgerne i kommunen til byrådsgruppen”.
Folketings- og Regionsrådsmedlem Per Larsen deltog i generalforsamlingen og aflagde beretning fra såvel folketings- som regionsrådsarbejdet.