Med sommerferiens afslutning ser Brønderslev Amatør Scene – BAS – frem mod en ny sæson på alle fronter, og det bliver en spændende sæson, fortæller formand Susanne Berthelsen.
Ungdoms-/voksengruppen
Torsdag d. 27. august er det ungdoms-/voksengruppen, der mødes kl. 19.00 i BASaren i Nørregade 58 for at starte op på en opsætning af Emil fra Lønneberg. Forestillingen skal spille i slutningen af januar/starten af februar.
”Vi håber at se rigtig mange af vores ”gamle” medlemmer, men så sandelig også at der kommer nye folk, som kunne have lyst til at være med på eller omkring scene, for det er ikke bare skuespillere, der skal bruges, men også folk til at sy kostumer og til at bygge scenen op”, siger Malene Svane, som er forestillingens instruktør.
”Vi mødes i vores øvesal, som har indgang via den blå dør på hjørnet af Nørregade og Valdemarsgade”, slutter Malene af.

Børnegruppen
BørneBASserne starter op tirsdag d. 8. september kl. 18.30, men hvad de skal spille, er stadig en hemmelighed, men også her er der plads til både tidligere og nye skuespillere.
Børnegruppen strækker sig aldersmæssigt fra børnene selv kan læse deres replikker i manuskriptet og til konfirmationsalderen. BørneBASserne mødes også i øvesalen bag den blå dør på hjørnet.
Koncertgruppen
Koncertgruppen breder sig over meget mere end koncerter, for det er også dem, der arrangerer standup og andre shows i BASaren.
I efteråret lægges der ud med et show med Chili Klaus, men det er meget mere end chilismagning, han dukker op med, for der bliver ”smagsprøver” på tiden under navnet Klaus Wunderhits og anekdoter fra mange år på landevejen.
Derudover byder efterårssæsonen på standup, comedybingo, ginsmagning og et bredt udbud af koncerterne, som har givet navn til gruppen. Det bedste overblik over arrangementerne får man på foreningens billetsalgsside www.basbio.dk, eller man kan se det på BASarens facebookside under begivenheder.
Generelt opstartsmøde
Men efteråret byder også på et generelt møde, om hvad der rører sig i BASaren for tiden, fortæller formand Susanne Berthelsen. Det er onsdag d. 9. september kl. 17.00, og grunden til det måske lidt mærkelige tidspunkt er, at man starter op med lidt fra grillen.
”Det giver så god en snak, når man mødes over noget at spise”, siger Susanne. ”Så får nye lige en chance for at se os an og snakke mere uformelt.” Selve mødet gør i gang ca. 17.30.
Her vil det være muligt at høre mere om de kommende arrangementer, men det vil også være muligt at høre mere om, hvad det er grupperne laver, som publikum ikke nødvendigvis ser, når de sidder i salen. Det vil også være muligt at få en snak med dem, der står bag biografen uanset om det er i kiosken eller operatørerne.
Vil man gerne vide mere om aktiviteterne i BAS, men kan man ikke deltage i møderne, så kan man skrive en mail til introgruppen@bas-teater.dk, og så bliver man sat i kontakt med de rette personer.









