Med afgørelsen af arkitektkonkurrencen når Fabrikken en afgørende milepæl i Brønderslevs kulturhistorie. Vinderen er Team AART bestående af AART architects med underrådgiverne Sweco Danmark A/S, ReVærk ApS og ERIK BRANDT DAM arkitekter ApS.

PN Beslags gamle fabriksbygninger får snart nyt liv, når de omdannes til Fabrikken – Brønderslevs nye kulturelle vartegn. Fabrikken er et ambitiøst og visionært projekt, hvor byens industrielle arv forvandles til et levende kraftcenter for kultur, fællesskab og oplevelser. Kulturhuset Fabrikken skal rumme Vildmosemuseet, Brønderslev Amatør Scene (BAS) med foreningsdrevet teater, koncerter og biograf, Kulturskolen, spisested og fælles samlingsrum og blive et sted, hvor samspillet mellem aktører og placeringen tæt på parken kan skabe nye helhedsoplevelser, der styrker kulturturismen i området.

Visionær byudvikling med respekt for historien

Hos Ejendomsfonden Fabrikken er der stor tilfredshed med vinderforslaget, som ifølge fonden rammer den helt rigtige balance mellem fortid og fremtid.

“Det er et meget gennemarbejdet og visionært projekt, som viser, at Brønderslev tør tænke stort og langsigtet. Forslaget tilfører hele området et markant løft og skaber nye muligheder for både aktører, borgere og besøgende – uden at det sker på bekostning af Fabrikken som historisk bygning og en vigtig del af byens identitet. Tværtimod bliver historien en aktiv medspiller i udviklingen,” siger Thorkil Neergaard, bestyrelsesformand for Ejendomsfonden Fabrikken.

BAS indgang.

Et markant løft til scenekunst og foreningsliv

For Brønderslev Amatør Scene (BAS) betyder projektet langt mere end nye kvadratmeter. Det handler om bedre rammer for fællesskab, frivillighed og publikumsoplevelser.

“Vi er enormt glade for den markante opgradering, som Fabrikken giver os. Nye og tidssvarende rammer for teater, spillested og biograf betyder ikke bare bedre faciliteter, men også bedre publikumsservice og langt flere muligheder for at udvikle vores aktiviteter. Samtidig bliver der skabt plads til foreningslivet, som er helt centralt for os – og for byens kulturliv,” siger Susanne Berthelsen, formand for BAS.

Cafe & Museum

Museum i nye klæder

Også Vildmosemuseet, som er en del af Museum for Forsyning og Bæredygtighed, ser Fabrikken som et vigtigt og markant skridt fremad.

“Fabrikken giver os nogle fantastiske nye rammer, som kommer til at løfte vores udstillinger til et helt nyt niveau. Nu får vi mulighed for at arbejde videre med formidlingen i detaljen og skabe endnu stærkere fortællinger om Vildmosens historie, liv og betydning. Det giver os et langt større potentiale for at tiltrække besøgende – ikke kun fra Brønderslev, men fra hele oplandet og langt ud over kommunegrænsen,” siger Inger Møller Nielsen, bestyrelsesformand for Museum for Forsyning og Bæredygtighed

Indgang fra Parken

Nye rammer, der matcher ambitionerne

For Kulturskolen i Brønderslev Kommune er Fabrikken et længe ventet løft.

“Vi ser virkelig frem til at flytte ind i bygninger, der er skabt til kultur og kreativitet. Fabrikken giver os optimale rammer og helt nye muligheder for at udvikle kulturskoletilbuddene til kommunens børn og unge. Det handler ikke kun om bedre faciliteter, men om at skabe et inspirerende miljø, der kan styrke både talentudvikling og fællesskab,” siger Nicolai Lange, leder af Kulturskolen.

Et nyt samlingspunkt for by og opland

Den politiske styregruppe ser Fabrikken som en central brik i Brønderslevs samlede udvikling. Steen Søgaard Petersen, formand for den politiske følgegruppe og medlem af byrådet for Borgerlisten, fremhæver projektets brede betydning:

“Fabrikken er et eksempel på, hvordan man kan skabe en fantastisk flot transformation, der både respekterer historien og peger fremad. Sammenhængen til parken og etableringen af et spisested giver mulighed for et nyt samlingssted, som kan danne rammen om både hverdagsliv og borgernes store livsbegivenheder. Det her er et projekt, der kan give Brønderslev et markant løft og styrke både byliv, handelsliv og kommunens attraktivitet som et godt sted at bo og leve,” siger han.

Ifølge formanden kan Fabrikken blive et vigtigt omdrejningspunkt i en bredere byudvikling, hvor kultur, byliv og attraktive mødesteder spiller en afgørende rolle for både bosætning og byens samlede attraktivitet.

Torvet & Multisal

Mulighed for at skabe et kulturelt hjerte

Hos vinderteamet glæder man sig til at komme i gang. 

“Med transformationen af Fabrikken viser vi, hvordan omdannelse af eksisterende bygninger kan være en aktiv drivkraft i byudviklingen, hvor vi med projektet forbinder stedets historie med nye og fremtidige behov for byen og stedets brugere. Projektet tager afsæt i respekten for den industrielle arv og tilføjer et nutidigt lag, der åbner bygningen mod både byen og parken, og gør den til et aktiv på ny – nu som et levende mødested for kreativ udfoldelse og oplevelser.  Fabrikken bliver et kulturelt hængsel – et sted, hvor læring, kultur, kunst og fællesskab mødes, og hvor arkitekturen danner ramme om et mangfoldigt hverdagsliv. Vi glæder os over resultatet og ser frem til at føre visionerne ud i livet sammen med bygherre og resten af rådgiverteamet.”, siger Anne Sofie Buur Okkels, partner og arkitekt i AART.

Med arkitektkonkurrencen afsluttet går arbejdet nu videre med at bearbejde vinderforslaget i tæt samarbejde mellem aktørerne og de økonomiske bidragydere. Ambitionen er klar: at skabe et levende, bæredygtigt og visionært kulturhus, som kan blive en drivkraft for udvikling, fællesskab og liv i Brønderslev og hele oplandet i mange år fremover.

FAKTA

De støtter projektet økonomisk:

  • Den filantropiske forening Realdania – 45 mio. kr.
  • A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal – 45 mio. kr.
  • Brønderslev Kommune – 30 mio. kr.
  • Nordea-Fonden – 13 mio. kr.
  • Augustinusfonden – 10 mio. kr.
  • Det Obelske Familiefond – 2,5 mio. kr.
  • Øster Brønderslev Sparekasses Fond – 0,5 mio. kr.

Kilde: Pressemeddelelse Brønderslev Kommune