Byfest & 100 års Jubilæum i dag.
Elmevej i Ø. Brønderslev by er prydet med dannebrogsflag fra byskiltet og helt ud til afkørslen til ØBI, Østsidehallen mm. Der er byfest i det gode solskinsvejr. Med festivitas fra formiddag og til den anden side af midnat. Klubbens spritnye lysanlæg blev indviet, montøren Brønderslev El-Teknik A/S nåede at få alt monteret og testet, så der blev tændt for lyset selv om solen skinnede.

På pladsen ved Centralskolen var der alt fra Loppemarked til Havetraktor træk bane, hvilket trak en masse børn til pladsen. Børnene kunne teste små elbiler, noget som var rigtigt populært ved drengene. Der var også flødebollemaskine, ansigtsmaling rulleskøjteløb og meget mere for børnene. ØBI grillen med fine, gode grillpølser og ølvognens sortiment, var nok det der trak familiefædrene til sig, men så kunne mor og børnene jo tumle på græsset som de ville. Så der var absolut noget for hele familien.


Kl. 12.00 var der reception i ØBI´s Cafeteria, hvor hovedformand Laila Mogensen bød de fremmødte velkommen og holdt en smuk tale om klubbens sociale forankring i lokalområdet og nødvendigheden af frivillighed i en oplands by som Ø. Brønderslev. Vi skal stå sammen!
Derefter var turen kommet til Per Drustrup Larsen fra redaktionen af ØBI´s 100års blad, han fortalte om arbejdet med 100års bladet og om ØBI´s udvikling fra fodboldklub til den mange strengede forening den er i dag. Bladet er på 80 sider og trykt i 600 eksemplarer.


Efter uddeling af kaffe og kage, øl og vand, kom der nogle nye talere på programmet, bl.a. Ole Jørgensen fra DGI Nordjyllands bestyrelse, Klaus R. Klæstrup fra Idrætssamvirket Brønderslev & Sparekasse Fonden. Slutteligt kom Gitte Sørensen fra DBU Nordjylland på podiet og efterfølgende var der almindelig socialt samvær.


I aften kl. 18.00 starter den store Jubilæumsfest i Østsidehallen, hvor der skal fortæres helstegt pattegris fra CL Partyservice under spisningen underholdes gæsterne af MD Duo fra Thy, senere spiller lokale Jack Flash & and The Comets op til dans i Østsidehallen. Spændende hvor når de sidste går hjem efter den hyggelige dag.
Brønderslev Avis ønsker ØBI tillykke med jubilæet!