Venskabscirkler skal styrke fællesskaber og mindske ensomhed blandt seniorer i Brønderslev
Kommune


AOF Region Nordjylland indleder nu i samarbejde med Brønderslev Kommune, Ældrerådet i kommunen og Ældre Sagen, Brønderslev et nyt initiativ, Venskabscirkler – et fællesskabsprojekt for seniorer. Projektet bygger på den anerkendte finske CoF-metode og skal styrke relationer, livsglæde og deltagelse blandt ældre borgere, der savner nye fællesskaber. CoF står for Circle of Friends – Venskabscirkler. Initiativet realiseres med økonomisk støtte fra Spar Nord Fonden.

Sundheds- og Ældrechef Uffe Rørmose Viegh fremhæver, at projektet rammer et stort behov: Vi møder mange ældre, som fortæller, at deres netværk er skrumpet, og at hverdagen føles ensom. Venskabscirkler giver dem en ny begyndelse – et sted, hvor der er plads til at lære hinanden at kende, dele livshistorier og skabe meningsfulde relationer. Vi ser et stort potentiale i, at projektet både skaber fællesskab og opbygger lokal frivillighed, så indsatsen kan leve videre. For at sætte projektet i gang inviteres alle interesserede til en eftermiddag, hvor man kan høre mere om metoden, møde facilitatorerne, opleve et musikalsk indslag og nyde en uformel stemning.

ÅBENT ARRANGEMENT

27. februar kl. 13.00 – 14.30. Kox’eriet, Søndergade 31, Hjallerup Alle er velkomne – tilmelding er ikke nødvendig.

Regionsdirektør i AOF Region Nordjylland, Per Dennis Kristensen, tilføjer, at projektet bliver et vigtigt skridt i kampen mod ensomhed: Det særlige ved Venskabscirkler er, at deltagerne ikke blot deltager i et forløb – de bygger relationer, der kan fortsætte mange år frem. Vi kombinerer professionel facilitering med et stærkt lokalt engagement, og det gør projektet både bæredygtigt og meningsfuldt.

I Spar Nord Fonden har vi grundlæggende et fokus på etablering af fællesskaber – ikke mindst for mennesker, der oplever ensomhed. Derfor er vi glade for at kunne støtte “Venskabscirkler”, som kommer ældre i Brønderslev Kommune tilgode, men som også har potentiale til at kunne udbredes til flere andre kommuner, siger direktør i Spar Nord Fonden, Bo Uggerhøj.

Projektet etablerer otte grupper, der mødes uge efter uge for at arbejde med samtaler, kultur, aktiviteter og relationer. Samtidig uddannes frivillige facilitatorer, så metoden kan fortsættes og udbredes i hele Region Nordjylland og senere i resten af landet.

Baggrund for projektet

Pilotprojektet etablerer 8 Venskabscirkler bestående af 6–10 deltagere og to facilitatorer. Deltagerne mødes ugentligt i 12 uger og arbejder med samtaler, aktiviteter, kultur og fælles oplevelser, der styrker selvværd, sociale kompetencer og relationer. Samtidig uddannes frivillige facilitatorer, så indsatsen kan fortsætte og udbredes efter projektperioden.

Kontaktpersoner AOF Region Nordjylland

Per Dennis Kristensen, regionsdirektør – telefon 54 55 92 62, mail pdk@aof-rn.dk
Jannie Knudsen, projektleder – telefon 71 78 61 11, mail jk@jk-konsulentservice.dk