Den nyoprettede Vækstpulje Nyfors har for første gang fordelt støtte til lokale initiativer i det tidligere Nyfors-område. I alt er der uddelt godt 1,5 millioner kroner til 19 projekter.

Puljen blev etableret i begyndelsen af 2026, hvor det samtidig blev muligt at søge om midler. Vækstpulje Nyfors råder over en samlet ramme på 45 millioner kroner, som skal komme lokalsamfundet til gavn. I denne første uddelingsrunde er der bevilget cirka 1,6 millioner kroner til en række forskellige projekter.

  • De 45 mio. kroner er penge, som de andelshaverne i det tidligere Nyfors havde sparet op for at kunne give tilbage til lokalsamfundet. Nu kan vi for første gang sende midler ud og gøre en konkret forskel for indbyggerne i det gamle Nyfors-område, og vi glæder os til at kunne støtte endnu flere gode lokale initiativer i de kommende år, siger Allan Bach, der er formand for Vækstpulje Nyfors.

Blandt modtagerne er Fonden Brønderslev-Hallerne, som har fået 500.000 kroner til etablering af et nyt spring- og motorikcenter i Brønderslev. Centret skal blandt andet indeholde en fast installeret springbane og forventes at styrke de lokale gymnastiktilbud. Samtidig vil faciliteterne kunne bruges af både børn, dagplejere og ældre.

Også Fjerritslev Borgerforening har modtaget støtte. Foreningen er tildelt 150.000 kroner til en fornyelse af Parken i Fjerritslev, der oprindeligt blev anlagt i 1928. Midlerne skal blandt andet bruges til at genetablere sø- og moseområder samt skabe bedre rammer for aktiviteter, arrangementer og fællesskab.

Rødder tilbage til 2016

Baggrunden for puljen går tilbage til 2016, hvor energiselskaberne Nyfors og SE fusionerede. I den forbindelse blev det besluttet, at der over en tiårig periode årligt skulle afsættes mindst 5 millioner kroner til udvikling i Nyfors-området omkring Brønderslev og Fjerritslev. Eventuelle ubrugte midler skulle fortsat komme de tidligere andelshavere til gode.

Senere blev SE en del af Norlys, og midlerne blev en del af Norlys Vækstpulje. Ved udgangen af 2025 blev de resterende midler øremærket Nyfors-området og udskilt som en selvstændig pulje under navnet Vækstpulje Nyfors.

Næste ansøgningsfrist til puljen er den 22. maj, hvor lokale aktører igen får mulighed for at søge støtte til projekter i området. Yderligere information om ansøgningsprocessen kan findes på vaekstpuljenyfors.dk.

Kilde og foto: Vækstpulje Nyfors