BASbio, Brønderslev viser i uge 10 ”Rose”. Filmen spiller onsdag, torsdag, fredag og søndag i uge 10. Alle dage kl. 19.00.
ROSE er en stærk og hjertevarm fortælling om familie, kærlighed og om, at intet er, som man tror ved første øjekast. Året er 1997. Inger, hendes søster Ellen og svoger Vagn er på bustur mod Paris. Bussen har knapt nået motorvejen, før Inger delagtiggør resten af selskabet i sin sindslidelse – og turen til byernes by bliver en uge, de aldrig vil glemme. For Inger har en skjult dagsorden for turen og ved ankomsten indleder hun jagten på en tabt kærlighed.
ROSE, som er Niels Arden Oplevs hidtil mest personlige film, er baseret på virkelige hændelser.
Handlingsreferat:
En sensommerdag i 1997 ruller en turistbus ud fra Aalborg Rutebilstation med kurs mod byernes by, Paris. I bussen sidder Ellen (Lene Maria Christensen), hendes mand Vagn (Anders W. Berthelsen) og Ellens søster, Inger (Sofie Gråbøl), sammen med en gruppe glade og forventningsfulde nordjyder, der alle er uvidende om, at de skal tilbringe den næste uge i selskab med en sindslidende, midaldrende kvinde.
Det er Ellens idé, at hun og Vagn skal bringe Inger tilbage til Paris. Det skal være et glædeligt gensyn med den by, Inger boede i for snart mange år siden og som rummer så mange minder fra tiden før, hun blev syg.
Men næppe er bussen nået frem til den jyske motorvej, før Inger højlydt delagtiggør resten af selskabet i sin egen sindslidelse, hvilket lægger en betydelig dæmper på stemningen i bussen. Ikke mindst for viceskoleinspektør Skelbæk (Søren Malling) er det en hård nød at knække. Han er en retskaffen mand med en meget lav tolerance for alt, hvad der afviger fra normaliteten. Og hans forbehold mod Inger bliver kun bestyrket, da hun sætter hele selskabets tålmodighed på en hård tålmodighedsprøve, da hun en sen aften insisterer på at tage behørig afsked med et trafikdræbt pindsvin på en tysk rasteplads.
Med den joviale chauffør, Bus-Ole, ved rattet lykkes det at nå helt frem til Paris en herlig sensommerdag, hvor byen viser sig fra sin mest betagende side og for Ellen og Vagn tegner det til at blive en lovende, om end forsinket, bryllupsrejse.
Men for Inger er det mere end blot mødet med byen og sproget, som hun stadig mestrer. For hende er det også en genopfriskning af gamle minder og især af en stormende forelskelse i en mand, der pludselig forsvandt ud af hendes liv. Godt hjulpet på vej af Skelbæks søn, Christian, indleder hun jagten på sin forliste kærlighedsaffære.
Paris bliver aldrig det samme efter denne rejse for hverken Inger, Ellen, Vagn eller for nogen af de andre, da bussen atter sætter kursen mod Aalborg.
Kilde: BASbio Brønderslev