Affaldsselskabet Nordværk I/S og datterselskabet Nordværk Affaldsenergi A/S har fået nye bestyrelsesformænd. Jane Østergaard (SF) er udpeget som ny bestyrelsesformand for Nordværk I/S, mens Rosa Sulaiman (A) er ny bestyrelsesformand for Nordværk Affaldsenergi A/S.
De to selskaber har i forbindelse med årsskiftet fået nye bestyrelser, som er sammensat af lokalpolitikere fra Nordværks syv nordjyske ejerkommuner samt medarbejderrepræsentanter. Bestyrelserne blev konstitueret på stiftende møder i begyndelsen af januar.
Jane Østergaard skal som bestyrelsesformand for Nordværk I/S sammen med den øvrige bestyrelse være med til at fastlægge den overordnede retning for affaldsområdet i Nordjylland i den kommende fireårige periode.
– Nordværk servicerer mere end 400.000 borgere og virksomheder i Nordjylland, og det medfører et betydeligt ansvar for affaldsområdet både regionalt og nationalt. Opgaven bliver at arbejde for løsninger, der balancerer økonomisk ansvarlighed med miljømæssig bæredygtighed, siger Jane Østergaard.
Rosa Sulaiman overtager formandsposten i datterselskabet Nordværk Affaldsenergi A/S, som driver de to nordjyske affaldsenergianlæg i Aalborg og Hjørring.
– Affaldsenergianlæggene behandler årligt omkring 340.000 tons affald, som omdannes til fjernvarme og el. Anlæggene spiller dermed en central rolle i den regionale energiforsyning, og det er vigtigt både at sikre en stabil drift og at arbejde med den fortsatte udvikling af området, siger Rosa Sulaiman.
Som næstformænd i Nordværk I/S er udpeget Søren Homann og Jørgen Hammer Sørensen. Søren Homann er desuden næstformand i Nordværk Affaldsenergi A/S.
Kilde og foto: Nordværk I/S




