Affaldsselskabet Nordværk har pr. 1. januar ansat Anne Riis som ny divisionschef for Division for Behandlingsanlæg.
Nordværk har dermed fundet sin nye divisionschef for affaldsselskabets Division for Behandlingsanlæg. Valget er faldet på Anne Riis, der siden foråret 2025 har været konstitueret i stillingen. Anne Riis er uddannet biolog og har mange års erfaring inden for miljø, forsyning og affald. Med tiltrædelsen som divisionschef indtræder hun samtidig i Nordværks direktion.
Division for Behandlingsanlæg omfatter Nordværks deponier, hvor affald, som ikke kan genbruges, genanvendes eller energiudnyttes, modtages og deponeres. Det gælder blandt andet tagplader og asbestaffald. Divisionen rummer desuden Nordværks Center for Farligt Affald, hvor der modtages og behandles batterier, kemikalier og andre former for farligt affald.
Ifølge Nordværks administrerende direktør, Thomas Lyngholm, stiller området betydelige krav både fagligt og ledelsesmæssigt.
– Division for Behandlingsanlæg arbejder med et komplekst område, der rummer både miljøtekniske, arbejdsmiljømæssige og lovgivningsmæssige problemstillinger. Det har derfor været vigtigt at finde en fagligt stærk profil med tydelige lederegenskaber og gode samarbejdsevner. Den profil har vi fundet i Anne Riis, siger han.
Den nye divisionschef ser frem til at fortsætte det igangværende arbejde og til at være med til at sætte den fremadrettede strategiske retning for divisionen.
– Affald, der ikke håndteres korrekt, kan få konsekvenser for miljøet langt ud i fremtiden. Derfor er det afgørende at have et solidt overblik over affaldstyperne og sikre, at de behandles på den mest hensigtsmæssige måde. Jeg ser frem til at stå i spidsen for en division med høj faglighed, hvor min vigtigste opgave bliver at understøtte medarbejdernes viden, erfaring og kompetencer, siger Anne Riis.
Om Nordværk
Nordværk er et nordjysk affaldsfællesskab med fokus på fremtidens affaldshåndtering og ressourceudnyttelse til gavn for Nordjylland. Nordværk er Danmarks tredjestørste affaldsselskab og ejes af de syv nordjyske kommuner Aalborg, Hjørring, Brønderslev, Rebild, Jammerbugt, Mariagerfjord og Læsø Kommune.
Nordværk har mere end 600 medarbejdere, der arbejder med selskabets kerneopgave, som omfatter indsamling, håndtering og behandling af over 400.000 tons affald årligt fra kommuner, virksomheder og borgere.
Kilde og foto: Nordværk




