Vinderen er fundet!
Snart får Nordjylland et helt særligt sted at tage hen. Shelterområdet Slettingen i Jyske Ås står foran en spændende forvandling, hvor kunst, arkitektur og natur går op i en højere enhed. Brønderslev Kommune, Statens Kunstfond og Naturstyrelsen har netop udpeget det vinderprojekt, der skal gøre området til et levende åndehul – et sted man får lyst til at opsøge for at finde ro, blive nysgerrig og opleve fællesskab midt i landskabet
Vinderforslaget er Geotopen af Biotope og Tina Ratzer. Det er udvalgt for sin stærke kunstneriske kvalitet, klare forankring i stedets natur og kultur – og sin tydelige realiserbarhed. Projektet bliver et nyt samlingspunkt i landskabet, hvor natur, ophold og æstetik smelter sammen i en sanselig og stedsspecifik helhed.
Geotopen fortolker det istidsformede landskab gennem et kunstnerisk og sanseligt greb. Projektet inviterer besøgende til fordybelse i naturen gennem nye shelters, opholdszoner og poetiske glasværker inspireret af stedets planter. Det er både funktionelt og fortolkende – et sted, hvor geologi, biologi og æstetik smelter sammen og bringer nye oplevelser til området.
”Vi er stolte over at kunne løfte sløret for det projekt, der fremover skal danne rammen om både ro, fordybelse og fællesskab i naturen ved Slettingen. Det valgte forslag er et smukt samspil mellem kunst, arkitektur og landskab – og viser tydeligt, hvordan kunst kan bidrage til at styrke både stedets identitet og borgernes oplevelse,” siger Steen Søgaard Petersen, formand for Fritids-, Kultur- og Turismeudvalget i Brønderslev Kommune.

Stærkt felt og høje ambitioner
Hele 88 ansøgere fra hele landet deltog i den indledende open call. Herfra blev tre teams udvalgt til at udvikle et konkret forslag i skitsekonkurrencen. De tre teams var:
Biotope i samarbejde med Tina Ratzer
Lea Porsager i samarbejde med Johansen Skovsted Arkitekter
Slow Works (Super Schwarz) i samarbejde med Matters og Christine Steffensen
”Det har været fantastisk at se, hvor kvalificeret alle de tre teams har bragt deres forskellige fagligheder i spil i kunstneriske løsninger på funktionelle krav. De vidner alle om stor respekt, nysgerrighed og forståelse for de særlige naturmæssige kvaliteter i Jyske Ås. Samtidig skubber de kunstneriske greb til den måde, vi bevæger og opholder os i landskabet. For Statens Kunstfond vidner det om de potentialer, der kan være i at få kunstnere på banen i mange forskellige sammenhænge.” Anne Mette Exner, arkitekt og medlem af Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg.
Videre proces
Vinderprojektet skal nu viderebearbejdes og realiseres i tæt dialog med Brønderslev Kommune og Naturstyrelsen. Det forventes, at området står færdigt og klar til brug inden udgangen af 2025.
”Geotopen er et fint eksempel på, hvordan kunst kan forstærke naturoplevelsen uden at dominere den. Projektet formår at indarbejde områdets særlige karakter og planter som guldblomme, hønsebær og engelsød – arter, der hører naturligt hjemme her i Jyske Ås. Det er glædeligt at se, hvordan naturen ikke blot danner bagtæppe, men er en aktiv medspiller i kunstnernes vision” siger Jens Fick fra Naturstyrelsen og leder af Det Grå Fyr.
Pressemeddelelse Rasmus Krogh, Brønderslev Kommune