• Indsend nyhed
onsdag 1. februar 2023
Broenderslev Avis
 
 
 
  • Nyheder
  • Sport
  • Det sker
  • Erhverv
  • 112
No Result
View All Result
  • Nyheder
  • Sport
  • Det sker
  • Erhverv
  • 112
No Result
View All Result
Broenderslev Avis
No Result
View All Result
RedaktionafRedaktion
29. december 2021
in Sport
0
DELINGER
Share on FacebookShare on Twitter

Nederlag efter skidt start på anden halvleg

 
 

I tillægstiden var både stolpen og overliggeren i vejen for AaB, der tabte 2-1 på hjemmebane til Randers FC. Frederik Børsting bragte AaB i front, inden Saba Lobjanidzes udligning og et tilfældigt selvmål af Kasper Pedersen.
En skidt start på anden halvleg blev dyr for AaB, der søndag eftermiddag tabte 2-1 til Randers FC, som dermed overhaler AaB i Pulje 2, hvor AaB nu ligger nummer to.

AaB fik ellers den bedste start på opgøret. Kampen var under tre minutter gammel, da Frederik Børsting med en tunnel brød igennem fra venstrekanten, trak ind i Randers-feltet og sendte læderet i netmaskerne til en nordjysk 1-0-føring.

Efter otte minutter fik Marvin Egho med et hårdt pres på Jores Okore fremtvunget en stor mulighed til Emil Riis Jakobsen. Angriberen kiksede dog sin afslutning, som Jacob Rinne nemt kunne samle op.

De følgende par minutter havde AaB udset sig det ene øvre målhjørne, men i to tilfælde blev afslutningerne overplaceret. Først sendte Philipp Ochs et forsøg forbi fra distancen. Dernæst fandt Wessam Abou Ali med en hælaflevering Jakob Ahlmann, som sendte kuglen videre til målscorer Frederik Børsting, der drejede rundt inde i feltet og sparkede læderet lige rundt om stolpen.

Mod midtvejsmærket i første halvleg kom Randers FC bedre med i kampen. Nicolai Poulsen sendte et langskud lige i hænderne på Jacob Rinne, og senere clearede Kasper Pedersen et nærgående indlæg over eget mål.

Saba Lobjanidze forsøgte sig også med et frispark på kanten af feltet efter 29 minutter. Et frispark, georgieren sendte over muren og over målet.

Efter 33 minutter fandt Wessam Abou Ali Patrick Kristensen ved baglinjen. Højrebacken sendte et indlæg mod bageste stolpe, og læderet blev forlænget til Jakob Ahlmann, som forsøgte sig med en førstegangsafslutning, der endte langt over.

Kort inden pausen forsøgte Philipp Ochs sig med sin anden afslutning fra distancen. Denne gang drev tyskeren selv bolden frem og forsøgte med venstrepoten at finde plads langs opstanderen, men afslutningen gik lige forbi.

I anden halvleg var det Randers FC’s tur til at chokstarte. Under et minut efter dommer Mikkel Redders startsignal snød Saba Lobjanidze AaB’s offsidefælde. Kantspilleren kunne helt ugeneret få lov til at trække ind mod AaB-målet og udligne til 1-1 med en afslutning mod bagstolpen.

De næste minutter bød på flere afslutninger i begge ender. Både Mads Aaquists forsøg og Philipp Ochs forsøg tog keeperne sig af. Jacob Rinne var også tæt på at blive snydt af en afretning af Jakob Ahlmann, som AaB-keeperen reddede til hjørne.
Selvsamme hjørnespark fra Saba Lobjanidze blev slået i hoftehøjde mod forreste stolpe, og bolden fandt via Kasper Pedersen ind over målstregen, og så var gæsterne foran 2-1.

AaB havde meget svært ved at få spillet til at lykkes efter pausen, og da Randers FC var tilfreds med føringen, gik der mange minutter, før et af holdene igen viste farlighed nær mål.

Til gengæld var den næste mulighed en stor en af slagsen. Efter et AaB-indkast blev bolden flot forlænget til Kasper Risgård som midt for mål sparkede på kassen. Desværre for AaB-veteranen kom Patrik Carlgren med en suveræn refleks i vejen for Kasper Risgårds 50. AaB-mål.

Kort efter var der gode tilbud til Oliver Abildgaard. Først ved et frispark som blev sendt direkte i muren af midtbanespilleren, og dernæst sparkede han forbi fra distancen.

Saba Lobjanidze fik fra en spids vinkel afsluttet lige på Jacob Rinne, inden Oliver Abildgaard igen kom til afslutning. Denne gang på et akrobatisk saksespark, som U/21-landsholdspilleren sendte over mål.

I tillægstiden fik Kevin Conboy sit andet gule kort og blev dermed udvist, da han begik frispark lige uden for feltet.

Frisparket sendte Philipp Ochs på stolpen og returen sprang ud til Jakob Ahlmann, der desværre ramte overliggeren.

Med nederlaget bliver AaB overhalet i Pulje 2, hvor Randers FC med fem runder tilbage ligger nummer et med et point mere end Hele Nordjyllands Hold.

AaB spiller igen på torsdag, når Hele Nordjyllands Hold drager til Brøndby for at spille semifinale i Sydbank Pokalen kl. 19.30. Se hvordan du kan støtte AaB mod Brøndby I.F. her.

Matchfacts – Superligaen, 27. spillerunde

AaB-Randers FC 1-2 (1-0)
3. min 1-0 Frederik Børsting, 46. min 1-1 Saba Lobjanidze, 54. min 1-2 Kasper Pedersen (selvmål)
Advarsler AaB: Jores Okore (28), Frederik Børsting (79)
Advarsler Randers FC: Kevin Conboy (78), Jonas Bager (84), Erik Marxen (88)
Udvisning Randers FC: Kevin Conboy (90)
3.767 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-4-2): Jacob Rinne, Patrick Kristensen, Jores Okore, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann, Philipp Ochs, Magnus Christensen (69: Robert Kakeeto), Oliver Abildgaard, Frederik Børsting (82: Rasmus Thellufsen), Wessam Abou Ali (61: Kasper Risgård), Tom van Weert.

Randers FC (4-4-2): Patrik Carlgren, Johnny Thomsen, Jonas Bager, Erik Marxen, Kevin Conboy, Saba Lobjanidze, Nicolai Poulsen, André Rømer, Mads Aaquist (74: Björn Kopplin), Emil Riis Jakobsen (46: Benjamin Stokke), Mavin Egho (79: Kasper Enghardt).

Dommer: Mikkel Redder

Kilde: Rasmus Estrup

 
 
Next Post

Floorball Finaler 2018-2019 klar.

Broenderslev Avis

Navigation

  • Kontakt os
  • Bliv meddeler
  • Køb annoncering på Brønderslev Avis
  • Rettigheder og copyright

Følg os

No Result
View All Result
  • 112
  • Bliv meddeler
  • Brønderslev Avis
  • Det sker
  • Erhverv
  • Indsend nyhed
  • Kontakt os
  • Køb annoncering på Brønderslev Avis
  • Nyheder
  • Rettigheder og copyright
  • Sport

Denne hjemmeside bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge denne hjemmeside giver du samtykke til, at cookies bruges.