Internationale kriser og brændpunkter – risici for pandemier – har skærpet befolkningens og myndighedernes fokus på hvordan  vi skal klare os hvis katastrofen sker.

Vi opfordres til at preppe så vi kan klare os i tre dage – og for mange af os går det nok – vi tager ikke skade af at faste et par dage, eller gøre indhug i vinlageret, ginforsyningen og hylden med knækbrød, chips og saltstænger.

Vi tænker selvfølgelig, at det er ærgerligt at vi med en fejlslagen energipolitik og praksis har gjort os afhængige og sårbare – når nu vi for længst kunne være selvforsynende med energi, hvis skiftende regeringer havde villet det. Men det ville de ikke.

Men hvad med fødevareforsyningen over tid ? Er vi overhovedet selvforsynende med mad ? 

Nej i grunden ikke. Ikke når man læser Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomis (IFRO) rapport om fødevare selvforsyning fra 2024. For ganske vist produceres der årligt omkring 30 mio grise -og vi har vel halvanden mio kvæg i det industrialiserede husdyrbrug – men kød alene gør det ikke. Grøntsager skal vi også ha – ja faktiske helst betydelig flere kartofler og grøntsager – end kød – hvis vi ønsker en nogenlunde sund befolkning, der ikke alle skal have sin daglige gang på hospitalernes diabetes, cancer og hjerte-karafdelinger.

Faktisk er kødindustrien en af årsagerne til at der ikke dyrkes grøntsager i Danmark. For den gode landbrugsjord bruges for 90% af arealet til at dyrke fx foder- og energimajs til dyr og biogasanlæg – og ikke fødevarer til mennesker. Der er simpelt hen ikke plads til grøntsagerne. 

Nu kunne “katastrofen” jo også være svinepest eller endnu en zoonose – en ny covid – en ny MRSA – sygdomme der overføres fra dyr til mennesker – og som truer med at at slå verdens befolkning ihjel; og som kan betyde at  samtlige grise i Danmark slås ned – ja slagtes skulle de jo under alle omstændigheder – ligesom minkene – men altså slås ned hurtigere end planlagt – fordi de truer folkesundheden. 
Her har fødevare beredskabet været noget mere nølende med at give et bud til offentligheden på at det er en situation der er styr på – ja faktisk er der slet ikke styr på det. Endnu.

Så godt ser det ikke ud. Og ligeså ærgerlige bliver vi også over en fejlslagen landbrugs- og fødevare politik og praksis  med industrialiseret husdyrbrug har gjort os sårbare. Når vi kunne have været selvforsynende med kartofler, grøntsager og frugt. 

Men løsningen ligger heldigvis lige for. Hvis vi producerede grise og kvæg i en størrelses orden så vi sikrede fødevareforsyningen i Danmark – og ikke producerede til eksport. Ja så ville der være god landbrugsjord , der kunne bruges til at producere de kartofler, rodfrugter og grøntsager som vi også har brug for.  

Vi ville også kunne få et husdyrbrug, hvor vi ikke behøvede at skamme os foran fjernsynet når grisenes virkelighed afsløres i primetime.  Fordi smågrisene nu fik lov til at blive ved soen, som heller ikke længere ville ligge fikseret i ugevis, og hvor der ville være plads til at grisene kunne udleve deres natur, så de ikke bider i halerne og heller ikke strutter af antibiotika, hvis de da ikke skravler underernærede rundt og dør her og der. 

Og finder vi den politiske vilje – ja så tag lige et sprøjteforbud med – så kartoflerne og grøntsagerne ikke indeholde pesticider – og så vi stadig har rent drikkevand.

Flæskestegen med kartofler, rødkål og brun sovs vil smage meget bedre.

Susanne Flydtkjær
Regionsrådsmedlem, Enhedslisten
+45 26853497