Onsdag den 10. november var en mærkedag for Brønderslev og for Marianne Sönder.
Den onsdag åbnede Marianne Sönder nemlig sit eget, private hørecenter i Bredgade 22 under navnet Marianne´s Hørecenter.
– Jeg har gennem længere tid haft et stort ønske om at starte op for mig selv, så det er en drøm, der går i opfyldelse med åbningen af Marianne´s Hørecenter, siger den 35-årige tekniske audiolog om sin nye klinik i gågade-miljøet i Brønderslev.
Sin unge alder til trods, har Marianne Sönder mange års erfaring med at hjælpe folk med høretab til at høre bedre. Hun blev uddannet teknisk audiolog tilbage i 2009 og har siden været ansat på flere klinikker i det nordjyske.
Står inde for service og kvalitet
– Under mine ansættelser har jeg lært meget og hjulpet mange til at høre bedre, også folk med høretab i Brønderslev og omegn. Det, jeg imidlertid har savnet, er at kunne gøre tingene på min egen måde og yde den service og kvalitet, jeg personligt selv ville yde, hvis jeg havde mit eget. Det får jeg så nu, og jeg glæder mig til at kunne bruge min egen tid, mit eget navn og mit eget hørecenter til at stå inde for den service og kvalitet, jeg tilbyder og følge mine kunder helt til dørs, siger hun.
Hos Marianne´s Hørecenter kan man få hørebehandling og service af sine høreapparater efter aftale. Desuden tilbyder Marianne Sönder gratis hjemmebesøg.
– Klinikken vil desuden være åben hele dagen i forbindelse med høredage, hvor der vil blive fri adgang til at komme ind og blive hjulpet, siger Marianne Sönder, der har Oticon, som sit primære mærke på høreapparater, men også tilbyder høreapparater fra Bernafon og Signia samt høreværn fra sidstnævnte producent.
Fire års gratis service
– Jeg har bevidst valgt at have flere mærker på hylden på høreapparater for at give mine kunder et større udvalg at vælge mellem. I sidste ende handler det om, at kunden skal være tilfreds med den høreløsning, vi i fællesskab finder frem til, siger hun.
Vælger man at få sine nye høreapparater fra Marianne´s Hørecenter, følger der fire års gratis service, herunder online justering, og fire års forsikring med.
– Ved køb af høreapparater kan der blive tale om egenbetaling, som man kan vælge at betale fuldt ud eller gennem en afdragsordning, jeg formidler, siger Marianne Sönder.
Privat er hun gift med Adam og bor i Nørhalne sammen med parrets tre børn.